Benjamin Hemati etablerer sig som selvstændig
Hemati Media klar med grafiske løsninger
Multimediedesigner Benjamin Hemati er næsten færdig med at indrette sit kontor i Det Kreative Hus i Allingåbro. I sidste uge fik han sit CVR-nummer, og han er nu mere end klar til at springe ud som selvstændig med sin virksomhed Hemati Media.
“Det bliver super spændende, men også hårdt. Nu skal jeg til at etablere kontakter, og jeg håber på mund-til-mund effekten i lokalsamfunget.”
“At lytte til kunden”
Det er grafisk design og video, han brænder mest for, men han er også rutineret med web-delen, for eksempel bannere til Facebook og design af hjemmesider. Grafisk design omfatter blandt andet udarbejdelse af logoer og layout af brochurer, magasiner, plakater, visitkort med mere.
“Jeg vil gerne kendes på høj kvalitet, og jeg elsker at gå i dybden. Det er en høj prioritet at lytte til kunden - det handler om kommunikation, og kunderne har jo et budskab, jeg skal formidle.”
Nogle af hans arbejder er i brug i lokalområdet. Det er for eksempel ham, der har designet logoet til Mobildiskotek Raven, og han har lavet både logo og hjemmeside til Auning Fitness. En hjemmeside, han designede til sin kusine, der søgte praktikplads som journalist, beviste sin effekt ellerede efter nogle få dage i cyperspace - så var praktikpladsen på en større avis i hus.
Mentor
Benjamin Hemati er meget glad for det favorable tilbud, han har fået fra Det Kreative Hus. Han får nemlig stillet lokalet til rådighed kvit og frit det første år, og samtidig får han hjælp af mentorer.
Benjamin Hemati er ved at have styr på bogføring, og han har fået oprettet både en erhvervskonto, et CVR-nummer etc. Men han vil eksempelvis gerne have nogle helt kontante råd til kundepleje og opdyrkelse af kontakter.
Behov for iværksættere
Paul Busk Jensen, Det Kreative Hus og lokal erhvervsmand, er sikker på, at opbakning til unge iværksættere er vejen frem.
“Dette er måden at gøre det på. Vi har behov for at de unge mennesker bliver iværksættere.”
Han fortæller, at Benjamin Hemati vil få to-tre lokale mentorer lige så længe han har behov for det, dels til faglig rådgivning og sparring, dels til generel rådgivning om etablering. Desuden kan han regne med hjælp til at få de første ordrer i ordrebogen.
Der er i alt tre lokaler på andensalen af Det Kreative Hus til iværksættere, og ifølge Paul Busk Jensen vil der også kunne findes kvadratmeter til andre iværksættere, der har brug for lokaler i gadeplan. Til eksempel peger Paul Busk Jensen på en cykelsmed eller anden håndværkervirksomhed.