Aarhus får blomstrende indfaldsveje i 2017
Rabatter langs centrale indfaldsveje og Ringgaden bliver i de kommende uger sået til med vilde blomster, og der bliver sat løg, som i foråret 2017 vil danne en blomstrende indgang til Aarhus under kulturhovedstadsåret.
Aarhus Kommunes erfaring fra tidligere blomstersåning er glade aarhusianere og lettere daglig drift, da arealer med blomster blot skal klippes én gang årligt.
"Vi vil gerne have mere natur i byen. Flere vilde blomster og planter gør Aarhus til en smukkere by at være i. Vi har i Teknik og Miljø stort fokus på, hvordan vi kan være med til at gøre Aarhus klar til fest i 2017, og gentækningen af vejrabatterne er en del af den indsats,” siger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.
Arbejdet med at så de mange blomsterfrø begynder i denne uge og er afsluttet inden 1. oktober. Trafikanter vil i denne periode opleve korte strækninger med indsnævrede kørebaner.