Fire bevaringsværdige huse søgt nedrevet
Sønderborg Kommune har modtaget ansøgning om nedrivning af fire bevaringsværdige bygninger. De er nu i høring
Sønderborg Kommune har modtaget en ansøgning om nedrivning af en bevaringsværdig bygning i forbindelse med sygehuset på Sydvang 7. Bygningen, som ønskes nedrevet, er bevaringsværdig med en bevaringsværdi på 3 ifølge SAVE-skalaen, hvilket er en høj bevaringsværdi. Den indgår som en del af det gamle sygehuskompleks og har tidligere været anvendt som vaskeri.
Bygningen er opført i 1936 i nyklassicistisk og funktionalistisk stil. Facaden er stringent og rytmefast og sammen med den næsten identiske Sydvang 4a understreger den en akse gennem sygehuskomplekset. Den bærer tydelige præg af misvedligehold og manglende renovering og er derfor i forholdsvis dårlig stand.
China House
Kommune har også modtaget en nedrivningsanmeldelse af Brogade 9 i Sønderborg, som tidligere husede restaurant China House.
Bygningen har også bevaringsværdi 3 og indgår som en vigtig del af gadeforløbet, der forbinder havnen med gågaden. Den er opført i 1905 i historistisk stil men brændte for et par år siden. Skaderne er ikke blevet udbedret. Bygningen fremstår derfor i meget dårlig stand og er nu kondemneret med planer om nedrivning.
Broballe og Dybbøl
Desuden er der søgt om tilladelse til nedrivning af et bevaringsværdigt stuehus på Spangsmosevej 29 i Broballe og et ligeledes bevaringsværdigt enfamiliehus på Dybbøl Bygade 58.
Stuehuset i Broballe er bevaringsværdigt med en bevaringsværdi på 4. Ansøger ønsker at nedrive huset med henblik på at opføre et nyt enfamilieshus på grunden. I kommuneplanen er landsbyen udpeget som bevaringsværdig. Navnlig langs det gamle hovedstrøg Spangsmosevej findes en række af byens ældste gårde, heriblandt den pågældende ejendom.
Huset på Dybbøl Bygade er opført i 1896 og er bevaringsværdigt med en bevaringsværdi på 5 og har tidligere indgået som en del af et mindre fabrikskompleks, som nu er nedrevet. Bygningen udgør én af de efterhånden få tilbageværende 1800-tals ejendomme langs dette strøg.
Eventuelle bemærkninger til de fire nedrivningsanmeldelser skal indgives til Sønderborg Kommune senest den 6. september kl. 12.
FAKTA
SAVE-skalaen går fra 1 til 9.
Vurderingen af bevaringsværdien bygger på et helhedsindtryk af bygningens kvalitet og tilstand. Som hovedregel vil den arkitektoniske og den kulturhistoriske værdi dog veje tungest.
Karaktererne 1-3 regnes for en høj værdi, 4-6 for middel værdi og 7-9 for lav værdi.