Fortsæt til indhold

Ambulancetjenestens nye direktør er fundet

Mads Haugaard skal stå i spidsen for Regionens nye ambulancetjeneste

Samfund
Af Emma Biørn Fish

Det administrative hovedkontor for det nye ambulanceselskab er på Blangstedgaardvej i Odense, hvor også BIOS havde hovedkontor. Det er også her, Mads Haugaard får sin daglige arbejdsplads som konstitueret direktør for Regionens nye ambulancetjeneste, sammen med omkring 25 administrative medarbejdere.
“Min første vigtige opgave bliver at skabe ro og stabilitet omkring ambulancekørslen. Nøglen til det er arbejdsro og tryghed for de dygtige medarbejdere i virksomheden. Dialog og inddragelse vil være nøgleord for mig. Det ligger mig meget på sinde, at de fremadrettede løsninger skabes i en tæt dialog med de berørte medarbejdere. Men jeg er også meget opmærksom på, at der skal fokus på administration og styring - herunder på udbetaling af løn. Jeg glæder mig meget til arbejdet,” siger Mads Haugaard i en pressemeddelelse.

I sit nye job får Mads Haugaard det overordnede ansvar for den kommende ambulancedrift og økonomien omkring den. Han vil referere direkte til koncerndirektionen i regionen.
“Det vil være en stor opgave at bygge en regional ambulancetjeneste op, og Mads Haugaard er det helt oplagte valg til denne opgave. Han har fra sin tid som konstitueret sundhedsdirektør fået en god erfaring med området og med de problemstillinger, der er. Desuden har hans mange år som leder i regionen givet ham en rigtig god ballast,” siger Regionsdirektør Jane Kraglund, der er godt tilfreds med valget af den nye direktør.