Fortsæt til indhold

Beboere opretter vagtværn for at komme indbrudsbølge til livs

Efter en bølge af indbrud denne sommer tager beboerne i grundejerforeningen Norsvej nu sagen i egen hånd med oprettelsen af deres eget vagtværn

Samfund
Martin Rasmussen

12-14 indbrud i løbet af sommeren blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for medlemmerne af grundejerforeningen Norsvej, som omfatter vejene Oddervej, Oksbølvej og Padborgvej.
Nu har de oprettet deres eget vagtværn og patruljerer i området dag og nat i håb om, at det kan have en præventiv effekt. Og foreløbig ser det ud til at virke - i skrivende stund har der ikke været nogen indbrud siden oprettelsen af vagtværnet for et par uger siden, og beboerne håber naturligvis, at den tendens fortsætter resten af sommeren, som ellers traditionelt er højsæson for indbrud.
"Vi går nogle ture i området og holder øje med personer og biler, der ikke plejer at være der - også om aftenen og natten. Vi leger ikke politibetjente - det er ren præventiv virkning, vi går efter. Det handler om at sende et signal om, at der er øjne på gaden, og er der noget, så ringer vi 112 eller 114," fortæller Michael Andersen, der er formand for grundejerforeningen og en af initiativtagerne til vagtværnet.
Boligerne i det forholdsvis nye kvarter, der er skudt op fra omkring 2000 og nogle år frem, har i forvejen etableret Nabohjælp, men alligevel har der altså været mange indbrud: Mellem 12 og 14 i området siden den 1. juni, ifølge Michael Andersen.
"Vi har selvfølgelig også oplevet indbrud før, men det er virkelig blevet intensiveret på det seneste," fortæller han om baggrunden for, at en lang række af beboerne nu patruljerer to og to i området efter et vagtskema.
Af de omkring 140 husstande har knap en tredjedel allerede meldt sig til ordningen.
" Vi har et stærkt fællesskab og holder øje med hinandens huse, og vi har selvfølgelig især fokus på de huse, hvor folk er på ferie. Vi kommer nok ikke problemet til livs, men kan vi bare nedbringe antallet af indbrud, er det godt," siger Michael Andersen, der også selv oplevede at have indbrud for et par år siden, mens han var væk på ferie.
Han forklarer, at man i foreningen foreløbig har besluttet at holde vagt resten af sommeren. Derefter vil man evaluere ordningen og se på, om det skal fortsætte fremover.