Fulton: “Her inviterer vi dem ind i ringen”
Skonnerten Fulton af Marstal er legeplads og dannelsesskole for både skoleelever, unge og erhvervsfolk
”De uddanner sig til at blive mennesker og lære sig selv at kende.”
Skipper Jakob Jensen forklarer, hvad der sker, når folk indgår i besætningen og sammen med resten af flokken skal holde kursen og nå frem til målet.
”Og det uanset om det er bankdirektører eller biltyve,” tilføjer han med et glimt i øjet.
Skonnerten Fulton sejler stadig med unge, lejrskoler, personalegrupper og hvem der ellers vil prøve livet ombord på et gammelt træskib.
I forbindelse med Bønnerup Strand Skibs- & Baadebyggeris jubilæum forleden var de fire besætningsmedlemmer dog alene på Fultons færd til Bønnerup.
Kæft, trit og kærligt knus
Veteranskibet Fulton af Marstal var tidligere kendt som skipper Mogens Frohn Nielsens projekt, hvor han gennem 16 år sejlede med unge. Det var både lejrskoler og unge der af forskellige grunde havde brug for at komme hjemmefra i en lidt længere periode. Der stod ofte diskussion om hans særlige håndfaste form for pædagogik, der er blevet beskrevet som kæft, trit og et kærligt knus.
Mogens Frohn Nielsen måtte i 1987 forlade sit projekt efter uoverensstemmelser med bestyrelsen.
Inviteres ind i ringen
I dag er det Jakob Jensen, der er skipper på tre-masteren. Han ønsker ikke at blive sammenlignet med Mogens Frohn Nielsen, men ligesom denne har han et stort hjerte for de unge, der påmønstrer Fulton.
”Eleverne tilegner sig dygtighed. Her på skibet inviteres de ind i ringen, og vi starter med at fokusere på ligheder. Så kan man bagefter kigge på forskellene.”
Han fortæller, at masser af unge, der gennem tiden har været ombord på Fulton, har fået opfyldt deres drøm.
”For nogle af dem har det været drømmen om hus og bil, men det er ikke et must. Mennesker kan have mange andre drømme.”
”Kigger ud over vandet”
Der er fire besætningsmedlemmer på Fulton, og der er overnatningsplads til 40. Opgaverne på skibet handler om samarbejde, og nogle kræver både muskler, tålmodighed og overskud. Ind imellem er der også oaser af tid.
”Når vi sidder ved roret to mennesker og kigger ud over vandet, så kommer man nemt til at snakke. Lidt ligesom når man sidder ved siden af hinanden i en bil og kigger i samme retning. Det kan være om både oplevelser og drømme. Ind imellem sidder vi bare stille og siger ingenting.”
Vi starter med at fokusere på ligheder. Så kan man bagefter kigge på forskellene
Fakta:
Fulton blev bygget i 1915 i Marstal af skibsbygmester C. L. Johansen til kaptajn Marius Eriksen. Skonnerten blev sat i fart på Nordatlanten, hvor den blandt andet sejlede med klipfisk fra Newfoundland til Spanien. I 1923 blev Fulton solgt og var under svensk flag indtil 1959, hvor skibet blev dansk og sejlede paketfart (rutefart) til 1969. På dette tidspunkt var Fultons sejlføring reduceret til kun en mast med et par støttesejl. I 1970 overtog Nationalmuseet Fulton. Man havde et ønske om at bevare netop en jagtbygget tremastet slettop skonnert, og der blev påbegyndt en genoprigning til oprindeligt udseende.
I 2013 dannedes Fulton Fonden. Skibet sejler med unge, og derudover sejles der primært lejrskoletogter. Af andre gæster kan nævnes handicappede, arkæologiske dykkere, Lions Youth Exchange program, spejdere og andre ungdomsforeninger. Gæsterne er normalt med i fem dage, hvor de straks ved påmønstringen inddeles i tre hold, som på skift varetager alle de daglige gøremål på det gamle skib, herunder madlavning, sejlsætning og rortørn. Fulton kan også tilbyde dagsejladser.