Fortsæt til indhold

Pas på du ikke druknet i driften

Mesterværket er et nyt netværk, hvor selvstændige får sparring og inspiration til at hæve sig over daglig drift

Samfund
Erland Rasmussen

“Mange håndværksmestre risikerer at dø i driften.”
Så kontant ridser netværksfacilitator Anita Hummelshøj Mikkelsen situationen op for mange selvstændige.
Anita Hummelshøj er stifter af et nyt netværk, Mesterværket, som netop nu er på vej til at blive etableret i Skanderborg.
Det er erfaringer fra arbejdet med håndværksmestres udfordringer gennem otte år i egen konsulentvirksomhed, Anita Hummelshøj har puttet ind i Mesterværket.

Luft under vingerne

Mesterværket er ment som et middel til at få pumpet mere luft under vingerne på de selvstændige, så der bliver mere energi og overskud til også at tænke i langsigtede og strategiske baner.
“Vi giver tips til, hvordan man undgår at dø i driften. Håndværksmestre har let ved at få skyklapper på, fordi der sker så meget uforudsigeligt og triller så mange nye opgaver ind hver dag, at det kan være svært at løfte sig op for at finde den retning, virksomheden skal udvikle sig i på længere sigt, ” siger fra Anita Hummelshøj.
Problemerne for små og mellemstore håndværksmestre underbygges også af en undersøgelse fra 2014 lavet for Vækst for ledelse.
Den viste, at håndværksmesterens største daglige udfordringer er at bruge for meget tid på drift, at have for lidt tid til strategisk udvikling, og at mester bliver involveret i flere opgaver end nødvendigt.
Anita Hummelshøj fremhæver, at Mesterværket kun er for håndværksmestre og derfor udelukkende rummer uddannelse og udvikling tilpasset disse fag og dets udøveres tid og særlige behov.
Der var premiere på Mesterværket i Odder, hvor Hummelshøj bor og har sin konsulentvirksomhed, i februar i år.
“Det er et nyt koncept, som også er blevet til på baggrund af mange samtaler med håndværkere, og derfor foregår møderne også om eftermiddagen, fordi det er et godt tidspunkt for deltagerne,” nævner Anita Hummelshøj.

Ledelse kan være svært

Anita Hummelshøj hjælper blandt andet i forhold til ledelse, medarbejdertrivsel, MUS-samtaler og kommunikation.
“Fordi man er en dygtig håndværker er det ikke sikkert, at man er en dygtig leder. Og det kan også være svært at klare det hele, når mester selv møder klokken syv om morgenen,” konstaterer hun.