Fortsæt til indhold

Kraftvarmeværk i Lisbjerg skal gøre Aarhus grønnere

Rejsegilde for biomassefyret kraftvarmeværk i Lisbjerg

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Onsdag 27. april holdt Aarhus Kommune rejsegilde for opførelsen af Biomassefyret Kraftvarmeværk i Lisbjerg. Det store projekt til cirka 1,3 milliarder kroner holder tidsplanen, og værket skal levere C02-neutral fjernvarme fra november i år.
Det nye biomassefyrede kraftvarmeværk er et af de største anlægsprojekter i kommunen i mange år og er skudt godt i vejret på toppen af Lisbjerg Bakke siden november 2014. Fra november i år begynder værket, der bliver blandt de største af sin art i Danmark, at levere op til 20 procent fossilfri fjernvarme i Aarhus-området. Dermed bidrager det væsentligt til Aarhus Kommunes mål om at blive CO2-neutral.
Blandt talerne til medarbejdere fra de omkring 40 firmaer, der har været med på projektet, var Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Han takkede firmaerne og deres håndværkere for deres store fokus på at have en sikker byggeplads, som ikke har været ramt af alvorlige ulykker. Kristian Würtz sagde derudover:
”Jeres byggeprojekt er på alle måder stort. Det er stort for klimaet. Det er et stort skridt på vejen mod et grønnere og mere bæredygtigt Aarhus, og det er stort for alle jer, der indtil nu har været med på projektet”.
Kapaciteten på det nye værk bliver så stor, at Aarhus Kommune fremover kun skal købe cirka 50 procent af varmen fra Studstrupværket mod cirka 70 procent i dag. På årsbasis skal værket bruge 230.000 ton halm.

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), udbragte et trefoldigt leve for håndværkerne og det biomassefyrede kraftvarmeværk.