Fantastisk comeback af Anne-Marie Rindom
Anne-Marie Rindom blev kun nummer 22 i lørdagens første sejlads, som var den 9. sejlads i kvindernes Laser Radial konkurrence. Den dårlige placering betød, at Horsens-sejleren mistede sin klare føring og røg ned på 3. pladsen efter den hollandske og irske båd.
"Jeg laver en kæmpe fejl på det andet opkryds," siger hun til TV2 Sport.
Den 25-årige dansker kom også rigtig skidt fra start i den 10. og sidste indledende sejlads, hvor hun efter 1. topmærke var nede som nummer 22. Men Anne-Marie kom meget stærkt igen og sejlede sig op igennem feltet og helt op på 3. pladsen, hvilket fik de helt store superlativer frem hos kommentatorerne på TV2, der fulgte sejladsen.
"Jeg hænger røver ud af bukserne for at hente flest mulige både," sagde Anne-Marie Rindom med et stort smil efter sejladsen til TV2 Sport.
Rindom rykkede dermed op som nummer to og ligger altså til at få sølvmedalje ved OL i Rio inden den afsluttende Medal Race på mandag. Anne-Marie er otte point efter Marit Bouwmeister, der fører konkurrencen, og hun er to point foran den irske sejler Annalise Murphy på tredjepladsen.
I mandagens afsluttende sejlads, Medal Race, tæller placeringerne dobbelt. Det betyder, at Horsens-sejleren skal blive fire pladser bedre placeret end hollænderen for at hente de otte point, der er imellem dem.
"Det bliver svært (at hente hollænderen), for hun sejler godt. Jeg har også en helt masse konkurrenter bag mig, men jeg går selvfølgelig efter guldet," sagde hun på TV2 Sport.
Anne-Marie Rindom har blot to point ned til ireren på 3. pladsen, så sølvmedaljen kun hurtigt blive vekslet til bronze.
Til gengæld har hun 11 point ned til belgieren på 4. pladsen, så det ser godt ud med hensyn til at at blive i medaljerækken.
"Jeg er glad for at være i medaljekampen," siger hun.