Ny, kreativ HF-uddannelse ser dagens lys i Aarhus
Nu kan man dyrke sine kreative interesser og tage en HF samtidigt
Fremover får unge kreative i Aarhus mulighed for tage et uddannelsesforløb, hvor de over tre år både får en fuld HF-enkeltfagseksamen og en uddannelse inden for praktisk formgivning.
Skolen for Kunst og Design og VUC Aarhus har nemlig netop underskrevet en samarbejdsaftale.
HF Kunst & Design retter sig mod de grupper af unge, som oplever at skulle vælge mellem enten den boglige eller den kreative uddannelsesvej.
“HF Kunst & Design er ikke et alternativ til en klassisk gymnasial ungdomsuddannelse såsom det almene gymnasium eller det 2-årige HF, men et tilbud til de grupper af unge, der primært har det kreative som deres motivation og drivkraft, og som gerne vil have en adgangsgivende, gymnasial uddannelse, samtidig med at de kan dyrke deres kreative interesser på højt niveau,” fortæller rektor på VUC Aarhus, Erik Ernø-Kjølhede, i en pressemeddelelse.
Det nye uddannelsesforløb, som har fået navnet 'HF Kunst & Design' begynder 15. august.
24 kursister er tilmeldt uddannelsesforløbet, men der er plads til flere.
Læs mere om HF Kunst & Design på www.vucaarhus.dk under 'HF-uddannelser'
/csj