Åben indtil kisten lukkede

Hun var åben lige til det sidste. I sin online dagbog skrev hun om alle sygdommens aspekter og alle kunne følge med og kommentere. Både familie, bekendte og ukendte. Hun skrev om alt fra smerter og lægebesøg, til tiden med familien og venner. Hun bearbejdede sin sygdom, sine tanker og følelser igennem dagbogen, og de mange kommentarer hun fik til dagbogen bragte hende varme.

Dagbogen

Anni Mikkelsens yndlingssted var kontoret. Derfra kunne hun nemlig se indkørslen, se hvem der kom. Hun elskede at få besøg. Selvom det var svært for hende at bede om besøg eller hjælp, havde hun brug for dét afbræk i hendes hverdag.
Hun tænkte altid på alle andre end sig selv. Hun ville ikke have medynk, for der var så mange andre, der havde det værre, og selvom hun var syg, og der foregik så meget i hendes liv, ville hun hellere høre, hvordan det gik med andre, end at snakke om sig selv.
Det var derfor, hun begyndte at skrive sin online dagbog; for at få mere tid til at høre om sine venner og families liv og hverdag. Hun ville gerne fortælle, men de andre var vigtigere. Så hun skrev jævnligt i dagbogen, om alt hvad der skete, helt fra dag ét og til den dag, sygdommen tog hendes liv. Alle kunne følge med, og det var der mange, der gjorde; 53.148 i skrivende stund. Og kommentarerne fra de mange læsere løftede hendes humør.
”På denne side har jeg mest tænkt mig at fortælle om, hvad der sker af ting omkring mig lige nu. Jeg vil starte med den 14. november 2013, fordi den dag har vist sig at blive skelsættende for mig og min familie.”
Sådan starter dagbogen. Det var den dag, hun mærkede de første tegn på sygdommen. Starten på enden.

Sygdommen

En uge senere fik hun svaret. Der sad en tumor på hendes bugspytkirtel. Børnene blev kontaktet; åbenhed var det bedste for dem alle. Den eneste rigtige måde at tackle en svær situation på. Den 11. december 2013 blev frygten til virkelighed; det var kræft. Og behandlingen begyndte.
Det var noget de alle sammen skulle vende sig til, og især for de tre børnebørn var tilvænningen svær. Farmor var syg, og der skete så mange nye ting, de ikke kunne forstå.De var jo ikke særligt gamle. Den ældste er i dag 13, og den yngste er kun to.
Da hun for alvor begyndte at miste håret på grund af kemoterapien i november sidste år, tog hun og hendes mand en beslutning. Børnebørnene skulle stå for klipningen. De skulle langsomt vendes til, at hun ikke længere havde noget hår, og det på den mest sjove og hyggelige måde, de kunne tænke sig. Den mellemste, pigen, fik en saks i hånden og måtte lege frisør. Alle de frisurer, hun overhovedet kunne tænke sig, blev prøvet. Da barbermaskinen blev taget frem, kunne hun dog ikke mere, den lille pige. Det var alt for synd for farmor, og den ældste af drengene overtog. Med tåre i øjnene og smil på læberne blev Anni karseklippet.

Den sidste tid

Hun ville gerne involveres i alting, selvom kræfterne hurtigt slap op. Det var for hårdt altid bare at skulle være tilskuer. Hun ville også opleve noget, andet end bare at være syg. Når hun havde kræfterne og overskuddet til det, tog hun på ferier med hendes mand og familien. Hun elskede de tider, og elskede at rejse, og kom da også både på camping, til New York og Hawaii, og i slutningen af maj i år tog hun og familien til Kreta, sygdommen til trods.
Ferien var fantastisk, men kortvarig. Da de kom hjem viste sygdommen på ny sit grimme ansigt, og hun måtte indlægges igen. Under en måned senere fik hun at vide, at kræften nu havde bredt sig til det meste af maven. Der var ikke mere at gøre, udover blot at håbe. Derfra gik det stærkt, meget stærkt. En måneds tid senere var det slut, det vidste hun. Da hun om morgenen tirsdag den 19. juli bad sin mand om at ringe til familien, vidste hun det. Hun var ikke bange for at dø, hun var bange for at miste livet. Og hun havde ikke mange timer igen. Seks timer senere tog hun den sidste udånding med hendes ældste søn i den ene hånd, og hendes mand i den anden. Hun var omgivet af dem, hun elskede, og havde ingen smerter.

Åbenhed efter døden

Selvom kommentarene til dagbogen gjorde hende glad, har han, hendes mand, en anden holdning. Han ønsker at lukke både dagbogen og hendes Facebook snart. Dog har han valgt også at tilføje slutningen derinde. Han skrev, da hun døde, et sidste farvel. Det var i hendes ånd, mente han. Og det var det bestemt også. Hendes ønske var, og hans håb er, at dagbogen kan blive udgivet som bog, og på den måde lade Annis åbenhed inspirere andre.


Artiklen er baseret på Anni Hove Mikkelsens online dagbog samt et interview med hendes mand, Egon Breum Mikkelsen.