Eleverne på Østbirk Skole pjækker mindre end før
Socialrådgiver på skolerne giver mindre ulovligt fravær hos eleverne
For to år siden besluttede Horsens Kommune at sende socialrådgivere ud på skolerne for blandt andet at nedbringe elevernes fravær. På Østbirk Skole er elevernes ulovlige fravær faldet med 25 procent fra 2013 til 2015.
Ordningen på skolen betyder, at der hver onsdag sidder en socialrådgiver klar på skolen med råd og sparring til lærere, forældre og elever. Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
“Socialrådgiveren er trænet i at se et mønster i elevernes fravær. Derfor kan vi nu langt hurtigere få en snak med forældrene, hvis deres barn pludselig begynder at blive væk fra undervisningen eller på anden måde udviser bekymrende adfærd,”siger Jette Bojsen, koordinator for skolens ressourcecenter.
Nogle elever pjækker, fordi de mistrives på grund af vanskeligheder, forhold i hjemmet eller i skolen. Andre bliver hjemme, fordi deres forældre ikke magter den konflikt, der kan ligge i at få dem i skole.
“Uanset årsagen giver ordningen os nu mulighed for at føre en systematisk opfølgning på fraværet. Det gør, at vi på et langt tidligere tidspunkt kan opspore en elev, hvor der kan være grund til bekymring og sætte ind med en målrettet forebyggelse i et samarbejde mellem skolen og hjemmet,” siger socialrådgiver Charlotte Kørup Høgel.