Fortsæt til indhold

Det skal være en oplevelse at købe tøj

Det skal være en oplevelse at købe herretøj, mener Lars Jørgensen, indehaver af Wagner

Samfund
Lotte Gyldenvang

”Det er en investering i fremtiden. Alle forretningsdrivende taler om, hvor meget nethandel overtager de fysiske butikker. I min verden handler det om at skabe attraktive og anderledes oplevelser, så kunderne slet ikke kan lade være med at besøge butikken,” siger Lars Jørgensen, indehaver af Wagner Horsens på Søndergade, om årsagen til butikkens store ombygning.
I tre uger boede Wagner i nabolokalerne i Bytorv Horsens, mens håndværkerne havde travlt med at skifte loft og gulv ud til nyt. Samtidig er butikken fyldt op med nyt inventar, ny belysning, storskærme og nye giner til at præsentere tøjet.
”Vi har skabt et univers for de forskellige brands i butikken. Hvert tøjmærke har en historie bag oprindelsen og idéen bag designet. De historier får vi frem i butikken. Eksempelvis er tøj fra Lindbergh inspireret af den første pilot over Atlanterhavet, og derfor er bagvæggen beklædt med flyplader. Bison byder på friluftstøj med kant, og derfor har vi fået rå og ægte natursten ind til at skabe det helt rette univers og holde fast i værdierne,” forklarer Lars Jørgensen.
De nye universer gav kø langt ud på strøget, da Wagner Horsens åbnede for butikkens nye udseende den 3. marts.
”Det var helt vildt at opleve så mange kunder. Det har længe været min drøm at skabe en livsstilsbutik, hvor man kan finde på at kigge ind, selv om man ikke umiddelbart mangler nyt tøj. Hvis ikke man bliver inspireret, når man træder ind i en butik, går man igen. Men indtil videre virker ombygningen efter hensigten. Nu glæder vi os til at arbejde med universerne,” siger Lars Jørgensen.
Han vil ikke afsløre, hvor mange penge ombygningen har kostet, men indrømmer at investeringen er langt over en million kroner.
”Vi har gjort rigtig meget ud af belysningen og baggrundsmusikken for at skabe en hyggelig atmosfære. Storskærmen ved kassen er med til at integrere webshoppen, så folk bliver opmærksomme på, at vi har en netbutik, der holder åbent 24 timer i døgnet og har endeløse hylder med et selvsagt større udvalg, end vi nogensinde får her i butikken. Det er en stor investering, men indtil videre er det hele arbejdet værd,” siger Lars Jørgensen.

Lars Jørgensen har skabt universer omkring butikkens tøjmærker. Flypladerne på bagvæggen præsenterer tøj fra Lindbergh.