Kaffe Brød & Co har fået mere plads
Butikken, der sælger kaffe, brød, kager og specialiteter, er flyttet og har fået mere plads til cafégæster i de nye lokaler
Behovet for mere plads og en billigere husleje har fået Kaffe Brød & Co til at flytte adresse. Butikken er flyttet fra den meget attraktive, men tilsvarende dyre placering på hjørnet af Torvet i Horsens, og er nu ved at være på plads i de nye lokaler, der ligger i Borgergade mellem Restaurant Munken og Klosterkirken. Den nye butik ligger ikke meget mere end 100 meter fra den tidligere adresse, og butiksarealet er tre gange større, hvilket giver plads til langt flere gæster i butikscaféen.
På Torvet var der ikke plads til mange flere end en håndfuld gæster. I den nye butik er der plantet fem spiseborde med plads til en håndfuld personer omkring hvert bord samt et mindre caféhjørne med bløde stole.
“I går havde vi alle borde i gang på samme tid,” fortæller Rasmus Strøm Hansen, butiksbestyrer og medindehaver af Kaffe Brød & Co.
Bedre køkkenforhold har givet mulighed for at tilberede og servere varm mad, så nu kan gæsterne få brunch med blødkogt æg og pølser og frokost med lune frikadeller og rødkål.
Franske stegepander
Den ekstra plads i butikken giver også mere plads til de specialiteter, som man kan købe i butikken foruden kaffe, brød og kager. Udvalget af øl fra Klosterbryggeriet er blevet større, og centralt i butikken er der blevet plads til et eiffeltårn i mandshøjde med franske stegepander, som Kaffe Brød & Co selv bruger i køkkenet. I begyndelsen var panderne blot vægpynt, men flere kunder viste interesse for panderne, som butikken derfor begyndte at forhandle.
“Det er fransk kvalitet med 170 år på bagen, der har den kvalitet, jeg gerne vil signalere,” siger Rasmus Strøm Hansen.
Mere personale
Han har ansat lidt ekstra personale for at kunne betjene de ekstra cafégæster, der er plads til i Borgergade. Rasmus har nu fem ansatte, primært deltidsansatte, som han bruger megen tid på at oplære, så de kan tale med kunderne om varerne.
“Storytelling er en vigtig del af butikken, og en af de hårde opgaver for nye ansatte er, at de skal smage på alt. De skal også øve sig mange gange på at lave kaffe, før de får lov at servere den. Der er ikke noget værre end kaffe, der smager brændt eller af for lidt,” siger Rasmus, der kalder sig selv for en kaffenørd.
Han er egentlig uddannet pædagog, men stod i otte år for Sallings afdeling for kaffe, te og chokolade, før han for snart tre år siden blev kontaktet med henblik på at åbne butik i Horsens. Kaffe Brød & Co får hver morgen leveret kager fra konditoriet Le Gateau i Silkeborg og brød fra bageriet Le Gateau i Ry. Le Gateau er medindehaver af butikken i Horsens.