Investerer i jobs til psykisk sårbare medborgere
Living by Heart i Ry er netop registreret som socialøkonomisk virksomhed, og det er kulminationen på års hårdt arbejde
RSV.
Det er en forkortelse på kun tre bogstaver, men den har stor betydning for Ry-virksomheden Living by Heart, der producerer og sælger boliginteriør.
De tre bogstaver er nemlig et vigtigt skridt op ad den socialøkonomiske rangstige, hvor Living by Heart nu for alvor er kommet med i en lille og eksklusiv klub af officielt registrerede socialøkonomiske virksomheder i Danmark.
De tre bogstaver står for Registreret Socialøkonomisk Virksomhed.
Titlen gives kun til virksomheder, der opfylder en række særlige krav, men til gengæld følger der med værdigheden retten til at markedsføre sig med et officielt logo i ryggen overfor kunder, leverandører og omverdenen i det hele taget.
“Registreringsordningen er god, fordi det er et signal til omverdenen om, at vi lever op til en række krav, og at vi ikke skummer fløden ved at have medarbejdere i praktik,” siger indehaver og iværksætter Lisbeth Løvig Jensen.
Det er en forholdsvis ny ordning, at socialøkonomiske virksomheder kan registreres.
Living By Heart har fra virksomhedens start i 2013 holdt sig til at ville være en socialøkonomisk virksomhed.
Men fra januar 2015 blev det muligt at lade sig registrere, hvis man kan opfylde fem kriterier.
“Det vigtigste er, at man skal være privat ejet og have et socialt formål. Det vil sige, at overskud skal geninvesteres i et socialt formål eller driften, så der kommer flere jobs til i vores tilfælde psykisk sårbare,” forklarer Lisbeth Løvig Jensen.
Og det formål har Living by Heart opfyldt. Ved etableringen var der to medarbejdere, og det tal er vokset til 12.
Oplever fremgang
Living by Heart rekrutterer primært sine medarbejdere fra socialpsykiatrien.
Det er noget, man skal være godkendt til, og det betyder, at det offentlige fører tilsyn med virksomheden.
De ansatte får deres førtidspension fra det offentlige plus et mindre beløb i løn fra Living by Heart.
Men dertil kommer så, at virksomheden også skal kunne kaste lønninger af sig til både indehaver Lisbeth Løvig Jensen og hendes nære medarbejder, Katja Hillers, som er økonomi- og udviklingsansvarlig, og som har været med fra starten af virksomheden.
“Vi har oplevet kæmpe fremskridt. Det sidste år har vi kunnet trække nogenlunde lønninger ud, også til mig, ligesom vi også lavede et lille overskud sidste år,” siger Lisbeth Løvig Jensen.
Hun skød hele sin opsparing ind i virksomheden, da hun kvittede sit job som HR-chef i en virksomhed for at etablere det socialøkonomiske anpartsselskab.
“Det var alt eller intet, for man kan ikke drive virksomhed ved siden af et job og to børn, og jeg vidste ikke, om det kunne bære økonomisk i,” husker Lisbeth Løvig Jensen.
Det har heller ikke kun været rosenrødt.
“Vi er jo som en almindelig virksomhed, der har en bundlinje, og som skal løbe rundt,” tilføjer Katja Hillers.
Dertil kommer så, at virksomheden har særlige forpligtelser i forhold til medarbejderne.
“Vi har et mål på hver enkelt medarbejder, vi skal arbejde på. Generelt handler det om at give dem en stabil hverdag og noget at komme ud til, så de kan få et godt liv på trods af psykisk sygdom,” uddyber Lisbeth Løvig Jensen og Katja Hillers.
En skør ide med mening i
Man kan også se i lokalerne på Industrivej i Ry, at medarbejderne, betyder meget. Der hænger nemlig portrætbilleder af alle.
“Det var en skør ide, men jeg ville gerne finde på noget, der gav mening for mig selv og for andre, og det har været det hele værd,” siger Lisbeth Løvig Jensen, som også glæder sig over, at medarbejderne brænder for virksomheden.