Fortsæt til indhold

Fedt at være i fællesskab om motion

Nyt cykeltilbud til kvinderne i Skanderborg

Samfund
Arkiv

Kvinder i alle aldre fra Skanderborg og omegn får mulighed for at kickstarte 'cykelkarrieren', når Kvinderdercykler i samarbejde med Idrætsklubben Adventure Your Life og DGI Østjylland starter nyt motionshold for kvinder.
Initiativet henvender sig til kvinder over 18 år, som er interesseret i at cykle landevejsracer, men aldrig rigtig fået gang i en god træningsrytme eller fundet den rette tryghed på cyklen.
Der er imidlertid hjælp at hente for den kvindelige del af befolkningen, når Kvinderder-cykler sammen med Adventure Your Life og DGI Østjylland inviterer spirende kvindelige cyklister til opstart af et motionshold udelukkende for kvinder i Skanderborg torsdag 11. august fra kl. 17-20 med start fra Søtoften 14.
”Alle kvinder med interesse for landevejscykling er velkomne. Efter en kort præsentation af Kvinderdercykler tager vi sammen på en fælles cykeltur i området i roligt tempo, hvor alle kan være med. Vi slutter af med hyggeligt samvær i klubhuset,” udtaler Marianne Rørbæk Saugbjerg, stifter af Kvinderdercykler, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Kvinderdercykler startede egentlig som en onlineblog med billeder og nyheder om cykling for kvinder, men udviklede sig i starten af 2014 til at blive en etableret cykelforening for kvinder i Aarhus. I dag rummer foreningen mere end 350 medlemmer.
”Vi vil gerne sprede konceptet til andre byer. Vi startede med at udvide til Grenaa i foråret og nu er turen kommet til Skanderborg. Planen er at stifte en underafdeling af Kvinderdercykler, som også har tilknytning til de etablerede cykelklubber. Vi håber, at det i hvert fald kan give 30-50 aktive medlemmer,” fortæller Marianne Rørbæk Saugbjerg.
DGI Østjylland støtter op om initiativet ved at give holdkaptajnuddannelse til alle de kvinder, der måtte ønske det, så der er dygtige instruktører til at vejlede og guide de forhåbentligt mange kvindelige motionscyklister rundt i det skanderborgske.
Når tilbuddet er oppe at køre, bliver medlemmerne delt ind i niveau, så der er både mulighed for at være med, hvis man er helt nybegynder eller allerede har lidt kilometer i benene som motionscyklist.
”Vi tilbyder et fedt fællesskab omkring en sport, som giver god motion og smukke natur-oplevelser kombineret med organiseret træning 1-2 gange om ugen. Derfor skal der lyde en stor opfordring til alle kvinderne i Skanderborg og omegn om at komme, hvis de synes, at det lyder interessant,” siger Marianne Rørbæk Saugbjerg.
e.r