Gyngestativ i Hammel mangler gynge på tredje år
Pengene er sparsomme til legepladser i Favrskov. Men nu komemr der en ny gynge op, lover forvaltningen.
Et gyngestativ har stået uden gynge de sidste tre år på en legeplads i området Engedalen tæt ved Slugten, men ifølge driftsleder ved Trafik og Veje har der ikke har været penge til at sætte en ny op.
”Vi har ikke mange penge til legepladser udover driften, desværre,” lyder det fra Tommy Schøler-Troelsen, der er driftsleder og Skov- og Landskabsingeniør ved Trafik og Veje i Favrskov Kommune.
”Overlæggeren røg for tre år siden, og den kan ikke bare skiftes ud. Det er ikke kun en gynge, der skal op. Det er et helt nyt gyngestativ. Så der er vi ude i en investering på 15.000-20.000 kroner,” understreger han.
Det var en af vores læsere, Hugo Grann, som gjorde FavrskovPosten opmærksom på den manglende gynge. Han synes, at det er for dårligt, at børnene ikke kan få lov at bruge gyngen, oven i købet når gyngestativet nu er gynge-løs tredje år i træk.
Tommy Schøler-Troelsen fortæller dog, at han lige har fået grønt lys af ledelsen til at prioritere gyngestativet. ”Der kommer en ny gynge op. Den er bestilt” siger han.