Fortsæt til indhold

Flere tilbud til ’rigtige mænd’ i Sabro

Lokalcenter Sabro sætter nu målrettet fokus på tilbud til ’rigtige mænd’ for at få flere til at deltage i centrets aktiviteter

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Der skal være mulighed for at kaste med økser, sejle i kano, lave mande-mad og spille fodbold.
Det er Lokalcenter Sabros opskrift på at få flere mænd til at deltage i sociale aktiviteter og dermed styrke både den mentale og fysiske sundhed.
“De fleste af vores aktiviteter er zumba, gymnastik og yoga. Og det er der rigtig mange kvinder, der gerne vil, men mændene ser vi lidt for lidt til,” siger Mariane Bech, der er frivillig koordinator ved Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Derfor sætter Lokalcentret nu under overskriften 'Rigtige mænd' gang i aktiviteter med mere maskulint præg.
Holdene bliver efter planen startet sidst i august. I sidste uge gjorde Lokalcentret dog lidt reklame for de nye tiltag ved at arrangere øksekast, mad over bål og fodbold.
“Vi har fokus på motion i naturen, klatrepark, kanotur og mad i det fri, og vi tror på, at det vil få mændene i gang,” sagde Mariane Bech, mens chili con carnen blev tilberedt over bålet af oplevelsesmedarbejder og kok, Jakob Øllegaard.

Kaffe og blodtryk

De fremmødte mænd kunne udover de testosteronfyldte aktiviteter også få målt blodtryk og fedtprocent.
En af de mænd, der deltog, var 81-årige Kai Andersen.
“Jeg så jo, at der var kaffe, og så kunne jeg lige få målt blodtrykket,” siger den pensionerede købmand.
Han kunne sagtens finde på at dukke op til flere aktiviteter, når mande-grupperne starter op til august.
“Nu er vi jo blevet nysgerrige. Og det er jo hyggeligt. Jeg går ellers og keder mig nu, hvor jeg ikke arbejder længere,” siger Kai Andersen.
Også sidemanden Christen Lind på 78 år, der netop har spist sin chili con carne er interesseret i at deltage i flere arrangementer.
“Jeg har aldrig haft brug for læge, så det er dejligt. Blodtrykket var da også fint. Selvom jeg sjældent keder mig, kunne jeg godt finde på at møde op til flere aktiviteter fremover,“ siger Christen Lind.
Ideen om mandegrupper bliver efter sommerferien også søsat i Stautrup.
Alle, der har lyst til at deltage, er velkomne til at melde sig, og også selv få indflydelse på hvilke aktiviteter, der skal på programmet fremover.
“Vi håber, at mændene udover at hygge sig også får lidt fysisk træning med,” siger Mariane Bech.