'En krammer er da OK!'
Der hersker nærmest familiestemning mellem børn og lærere på lilleskolen, som bliver næsten voksen med 40 år på bagen
Det sker igen og igen under rundvisningen på Gudenåskolen i Ry, når elever møder skoleleder John Eriksen på gangen.
“Hej John,” lyder det fra nogle drenge, som straks går i gruppekram med skolelederen.
“Hej lømler,” lyder det hjerteligt fra John Eriksen.
Der hersker nærmest familiestemning med stort F på lilleskolen, som derimod gerne må skrives med små bogstaver.
Det familieære hænger sammen med, at skolen og dens lærere dyrker relationen med og mellem børnene som en del af målsætningen, ligesom det at være lille er en dyd på Brunhøjvej, fordi det gør det hele mere overskueligt og dermed skaber trygge rammer for børnene.
Tid og nærvær
Gudenåskolen er aktuel, fordi den fylder 40 år. Fejringen er allerede i gang med forskellige aktiviteter på skolen, og det hele kulminerer 2. september med en stor fest.
John Eriksen tager imod Lokalavisen på kontoret, hvor han som det første peger over på oldemors gamle vægur fra Svendborg, der med dets synlige pendul bag glasset i kassen under selve urskiven sætter tiden i rolige, andægtige sving: Tok, tok, tok.
Det virker næsten som om, tiden står stille, og at der er mere af den, end der egentlig er.
“Uret skal minde os om, at tid er noget af det vigtigste for os her på skolen. Tid til relationer og nærvær mellem børn og voksne og børnene imellem, og at vi giver meget tid til det,” uddyber John Eriksen.
Frihed til rammesætning
Gudenåskolen er en del af lilleskolerne i Danmark, og på skolen i Ry vil man ikke kaldes privatskole eller friskole, men gerne en fri skole, som selv sætter sine rammer.
“Rammesætning er vigtigt, for børn kan først lære, når de er trygge,” siger John Eriksen.
Begreber som rammesætning, tid, nærvær, trivsel og dannelse er også blandt årsagerne til, at lilleskolens leder frejdigt erklærer, at mobning blandt eleverne er et ukendt begreb på Gudenåskolen.
“Vi taler ikke om mobning på skolen, og vi har heller ingen mobbepolitik, for det findes ikke her,” siger han.
Men skolelederen er naturligvis godt klar over, at mobning er et problem i det danske skolevæsen.
“Mobning er en strategi hos mennesker for at overleve. Men hvis der er tid til relationer, og rammerne er overskuelige allerede fra første klasse, så får mobning ikke grobund til at udvikle sig,” lyder det fra John Eriksen.
Gudenåskolen dyrker derimod, at elever og voksne er sammen på kryds og tværs i forskellige sammenhænge, og at børnene lærer at turde sige fra og til.
“Det modsatte af mobning er, at man tager sig af hinanden og passer på hinanden, og at vi voksne har tid til at tale med børnene,” siger John Eriksen.
Information og et tæt samarbejde mellem skole og hjem er også et adelsmærke på Gudenåskolen.
“Tid og åbenhed i relationen mellem skole og forældre, og at børnene er sammen i en overskuelig enhed, gør, at de trives, og så er der ingen mobning,” betoner John Eriksen.
Ingen brug for vækstplan
At holde skolen på et overskueligt niveau til gavn for eleverne er også baggrunden for, at Gudenåskolen ikke p.t. har brug for vækstplaner.
Der er 220 elever på 0.- 9. klassetrin primært fra Skanderborg og Ry-området med opland og i alt 35 ansatte.
“Det er det elevtal, vi helst skal være på, fordi det er optimalt, både hvad angår rammer og økonomi,” konstaterer John Eriksen.
Det har imidlertid ikke været sådan altid. Ved skolens start og indtil 1992 steg elevtallet.
“I 1992 blev de små skoler i vores omegn prioriteret op, og vores elevtal faldt, indtil det var nede på 58 ved år 2000,” forklarer John Eriksen.
Det fik Gudenåskolen til at arbejde med at justere målsætning i de følgende år.
Missionen blev at fokusere på mennesket i skolen, hoved og krop, trivsel hos børnene, og på en anden læring end i folkeskolen.
“I dag er der meget mere indsigt i, hvordan man understøtter børns læring langt tidligere,” konstaterer skolelederen og peger på, at Gudenåskolen selv råder stor faglighed på området, som skolen i øvrigt selv har finansieret.
Skolens målsætning i dag er et skolefællesskab, hvor børnene kommer ud af skolen som mennesker med selvværd og personlig karakter, og at de er fyldt med læring, oplevelser og erfaring.
Skoleleder John Eriksen betoner, at elevernes faglige niveau helt følger med i top sammenlignet med andre skoler, selv om de pædagogiske metoder er anderledes.
“Det er hjerteblod for alle, der er her. Vi har en mission, og vi vil noget med det, vi laver. At vi er her som mennesker, og det er samspillet, vi søger. Det vil børnene gerne spejle sig i,” siger John Eriksen.
Et aktivt tilvalg
På Gudenåskolen er man ikke bange for at sige nej til forældre, der vil indskrive børn.
“Vi ønsker ikke forældre, som fravælger folkeskolen. De skal tilvælge os og vores måde at gøre det på, ligesom de skal tage et medansvar for det,” siger John Eriksen, skoleleder gennem 20 år på den jubilerende Gudenåskole.