“Vi har lavet fejl men leveret varen”
Rengøringsselskabet Alliance+ finder det ærgerligt, at selskabet ikke længere skal arbejde for Hørsholm Kommune. Men Alliance+ mener ikke, at Hørsholm Kommune har ret i, når man siger, at firmaet ikke har levet op til sine forpligtelser.
“Generelt er det vores opfattelse, at vi har leveret den vare, vi skal levere,” siger divisionsdirektør Marianne Ziemelis til Ugebladet, og tilføjer:
“Vi har lavet fejl, og der har været mangler i begyndelsen af samarbejdet. Der er ført månedlig kontrol, og jeg mener, at vi har rettet op på de fejl, der er blevet påpeget.”
En stor og vigtig kunde
Alliance+ har i alt omkring 2000 medarbejdere og har hovedkvarter i Brøndby. Og her ærgrer Marianne Ziemelis sig over, at kontrakten er blevet opsagt, så firmaet fra og med 1. december ikke mere skal gøre rent i Hørsholm.
“Hørsholm var en stor og vigtig kunde for os, og det er altid ærgerligt, hvis vores kunder ikke er tilfredse,” siger divisionsdirektøren, der i øvrigt ikke har flere kommentarer til fyringen.
Overvejer et nyt bud
Før 1. februar har Alliance+ ikke virket i Hørsholm Kommune, men Marianne Ziemelig vil ikke udelukke, at selskabet igen byder, hvis opgaven skulle komme i udbud.
Debatten foregår på Ugebladets facebook-side.