Til tjeneste
Nepotisme findes overalt i alle lande - også i Danmark. Forældre, familiemedlemmer eller venner skaffer deres egne de bedste pladser ved de riges bord.
Det siges, at det ikke er så udbredt i Danmark, men det er løgn. Det er bare ikke så synligt.
Der er ingen magt, som et menneske ikke har fået givet af Gud. Selv Jesus må sige til en nævenyttig mor, at han ikke kan dele ud af sæderne ved det himmelske bord. Den virkelige magt er alene Guds.
Derfor er afvisningen af moren til et par af disciplene et fint billede på, at ingen har magt som Gud - ikke engang Jesus. Når vi bruger vores magt til skaffe vore familiemedlemmer fordele, glemmer vi, at det slet ikke er vores magt, når det kommer til stykket. Erkendelsen af at riget, magten og æren tilfalder Vor Herre skulle gerne føre til ydmyghed. Men hvornår har vi sidst set en jobannonce, hvor ydmyghed var en nødvendig kvalifikation? Nej, vel!
Jesus anbefaler en anden vej - nemlig at stå til tjeneste. De store misbruger deres magt over de små, men sådan skal det ikke være blandt os disciple. Vi skal stå til tjeneste, som Jesus gjorde det. Derved tager vi ikke magt til os, som ikke er vores.
Når vi overlader den sande magt til Gud og selv begynder at tjene, bliver det umuligt for os at udøve nepotisme. Hvorfor skulle vore børn eller venner have fordele frem for andre? Hvad er det særlige ved dem? De er også bare mennesker. Til tjeneste!