Fortsæt til indhold

Huset invaderet af rotter

Beboere i Ørnens Kvarter lever i et sandt skadedyrs-helvede

Samfund
Finn Due Larsen

De har været i stuen. I køkkenet. I badeværelset. I entreen.
De har skidt på gulvtæpper, bidt i jakker, væltet ting og affald ud og snuppet hundekiks fra tasker.
"De" er rotter, og de har i den grad gjort deres indtog hos et ægtepar i Ørnens Kvarter. Over de seneste tre uger har skadedyrene sat deres umiskendelige præg på huset, og det er vel at mærke ikke kælder og loft, de holder sig til.
"De har været overalt i huset", fortæller Claus Nissen, der sammen med sin kone har boet i huset i 25 år:
"Jeg har aldrig oplevet noget lignende."
Ekskrementer på gulvtæppet i stuen, huller i jakke og affaldsposer, stank af pis - listen er lang efterhånden, og det har vendt tilværelsen op og ned for parret.
"Det startede for nogle uger siden, da min kone opdagede, at der var hul i skraldespanden i køkkenet. Der lå en sur karklud under køkkenvasken, og det var sikkert, at det ikke var hende der havde lagt den der."
Kommunen blev kontaktet, og i løbet af en halv time var der skadedyrs-kontrol i huset. Her blev blandt andet opvaskemaskinen trukket ud fra væggen, og et stærkt ubehageligt - og ildelugtende - syn åbenbarede sig.
"Der var fyldt med lort", konstaterer Claus Nissen tørt.
Der blev sat fælder op, og senere blev der fundet to døde rotter. Men trods flere tiltag har skadedyrene fortsat deres hærgen, og det har sat sit umiskendelige præg på huset.
"Vi har måttet tømme reoler og skabe ud og flytte møbler væk fra væggene. Min kone tør ikke have brød liggende fremme. Der har været rengøring på to gange, men der er jo stadig bakterier på gulvtæppet og lignende".
Claus Nissen fortæller, at skadedyrs-bekæmpelsen også har været ude og skyde et par rotter. Under stor dramatik, hvor dyret løb rundt i stuen.
Han har været i kontakt med både Bo-Vest, kommunen, embedslægen og skadedyrs-kontrollen. Dels selvfølgelig for at få løst problemet, men også for at forsøge at komme til bunds i hvorfor rotterne pludselig invaderer huset.
"De er flinke nok i Bo-Vest og kommunen, men det er kun lappeløsninger vi får. To fælder og en ostemad. Der skal noget meget mere gennemgribende til for at få stoppet rotterne", siger Claus Nissen.