'Hun kan blive, hvad hun vil'
"Hvis Jailan drømmer om at blive læge, bliver hun det også. Hun er så dedikeret rent fagligt, at hun kan blive, hvad hun vil."
Ordene stammer fra Jesper Meyer Hvidberg. Han er til daglig én af to klasselærere i den klasse på Bjørnehøjskolen, som 17-årige Jailan Horo begyndte i den 2. august. Og selvom den syriske flygtningepige kun har været i Danmark i lidt over ét år, har hun imponeret Jesper Meyer Hvidberg.
LÆS MERE: Jailan flygtede fra krigen i Syrien: Nu har hun lært flydende dansk på kun ét år
"Det er ret utroligt, at hun er blevet så god til dansk på så kort tid. Vi har netop haft en diktat, hvor hun var ét point fra et 10-tal - og det var altså en helt almindelig diktat på 9.klasses-niveau. Det fortæller det hele," siger han og fortsætter:
"Indtil nu har hun ikke haft tysk eller fransk, fordi hun lige skulle falde til. Men nu har hun af egen fri vilje sagt, at hun gerne vil have fransk. Hun havde ikke behøvet det. Men det viser bare, hvor stort hendes faglige drive er."
Fordi Jailan Horo først nu er begyndt i folkeskolen, er det stadig uvist, om hun til sommer skal op til afgangsprøven. Det er op til skolen at vurdere, om de mener, at hun er klar til det - og om de derfor vil indstille hende til prøverne.
LÆS MERE: Jailan flygtede fra krigen i Syrien: Nu har hun lært flydende dansk på kun ét år
Jesper Meyer Hvidberg understreger, at meget kan nå at ske endnu, men at han ser positivt på Jailans muligheder for at få et eksamensbevis efter kun lidt over ét års skolegang i folkeskolen.
"Der er selvfølgelig lang tid til - og meget kan ske. Men hun er i hvert fald på rette spor," slutter han.