Fortsæt til indhold

Overdragelse af aktiver kan redde insolvente virksomheder

Mange nødlidende virksomheder kan overleve en økonomisk krise ved at overdrage hele eller dele af virksomhedens aktiver til et nyt selskab. Men det kræver, at man gør det på den rigtige måde – ellers risikerer man erstatningskrav.

Samfund
Arkiv

RÅDGIVNING En enkelt stor kunde betaler ikke sine regninger, og så er virksomheden på fallittens rand.
Egenkapitalen går i negativ, og konkursen truer. Denne situation er en potentiel risiko, som mange små og mellemstore virksomheder jævnligt står overfor.
Men heldigvis findes der en vej ud, som kan redde mange nødlidende virksomheder, forklarer Karsten Holt, der er erhvervsadvokat hos ADVODAN i Holbæk.
Løsningen går ud på at lave en overdragelse af aktiver til et nyt selskab. En sådan overdragelse kaldes også for et aktivsalg eller en aktivhandel, hvor formålet med overdragelsen er, at den nye ejer viderefører driften fra den gamle virksomhed.
- Det er selvfølgelig ikke godt nyt for virksomhedens kreditorer, hvis en virksomhed sælger ud af sine aktiver og lukker ned, men ofte har de selvsamme kreditorer en interesse i, at virksomheden lever videre i et nyt selskab, så kundeforholdet kan bevares, forklarer Karsten Holt.
Han påpeger dog, at det ikke er en disposition, man som virksomhedsejer kan lave flere gange, da det på den lange bane vil være et skidt signal at sende til kunder, leverandører og samarbejdspartnere.

Nye ejere

Når man laver en virksomhedsoverdragelse som aktivsalg, kan det nye selskab altså godt have den samme ejer som det gamle selskab, men det kan også være en situation, hvor der kommer nye ejere til, forklarer Karsten Holt.
- Det er også en mulighed at lave en virksomhedsoverdragelse som aktivsalg, hvis man ønsker én eller flere kapitalejere ind i et selskab.
Måske har man haft en virksomhed, hvor man har arbejdet med fem forskellige forretningsområder. Men ved en granskning af forretningen finder man ud af, at man kun tjener penge på tre områder.
Herefter stifter man et nyt selskab, som aktiverne fra det gamle selskab overdrages til, og de tre rentable forretningsområder kører videre, lyder det fra advokaten.
- Men uanset hvilken situation man står i, er det vigtigt, at man som virksomhedsejer følger reglerne og overholder de krav, der er til en virksomhedsoverdragelse af denne karakter, siger Karsten Holt.

Sæt den rigtige pris

Kravene til en ”rigtig” virksomhedsoverdragelse kan man ikke læse sig til i nogen lov, men følger af retspraksis.
Et vigtigt krav til en virksomhedsoverdragelse som aktivsalg er, at virksomhedens aktiver bliver solgt til den rigtige pris. Den ”rigtige” pris i den forbindelse er værdien i handel og vandel for en fortsættende virksomhed – også kaldet ”going concern”. Det vil man typisk sikre ved at bruge en vurderingsmand.
- Selv om virksomheden er konkurstruet, må man altså ikke benytte den lavere vurderingspris, som ville være gældende ved tvangssalg i konkurs, idet der jo netop er tale om en fortsættende virksomhed, siger Karsten Holt.

Kontakt advokaten i god tid!

En løsning som skitseret i denne artikel tager tid. Der skal indhentes vurdering af aktiverne, der skal forhandles med banken, lønmodtagerforpligtelser skal opgøres, og der skal laves en overdragelsesaftale. Arbejdet involverer normalt både bank, advokat og revisor i tæt samarbejde.
- Min erfaring er, at det kan klares på 1-2 uger, hvis alle er indstillede på det, og virksomhedens bogføring er ajour – men det er ikke noget, der realistisk kan nås på 1-2 dage før et berammet skifteretsmøde, siger Karsten Holt.
sl