“Det er en drøm, der går i opfyldelse”
Nyuddannede Mathias Flindt får sin professionelle skuespillerdebut med Johnny Cash-teaterkoncerten American Spirit
Han har kun været en fast bestanddel af Aarhus Teaters ensemble i lidt mere end to måneder, men 33-årige Mathias Flindt har allerede fundet sig godt til rette på sin daglige arbejdsplads i den historiske og arkitektoniske perle på Bispetorv.
“Det er dog stadig lidt surrealistisk, og nogen gange tager jeg mig selv i at kigge op i det smukke loft inde i teatersalen og tænke: 'Hold da op, jeg arbejder faktisk her.' Det er simpelthen så fedt,” siger han da Lokalavisen møder ham en lille uge før, han får sin professionelle skuespillerdebut i American Spirit - I fodsporene på Johnny Cash.
Teaterkoncerten har premiere på torsdag og kan ses frem til 10. oktober, hvorefter hele holdet rykker til Aveny-T i København.
Drømmen går i opfyldelse
Siden maj, hvor Mathias Flindt dimitterede fra skuespilleruddannelsen i Aarhus, har han og de andre øvet intenst på at blive klar til premieren.
Men det lå faktisk ikke altid i kortene, at den nybagte far fra Højbjerg skulle gøre karriere på de skrå brædder.
“Jeg læste til lærer tidligere, men tog orlov ad flere omgange for at lave teater. Til sidst indså jeg, at det for alvor skulle have et skud. Der var ikke andet for mig, og det er der heller ikke nu.”
Det krævede dog sit at få karrieren på gled, for først som 29-årig, efter tre afslag, blev han optaget på den eftertragtede uddannelse.
Og nu står han foran et af sit livs største øjeblikke.
“Det var en kæmpe gave at blive ansat her i teatret, men det er den største drøm, der går i opfyldelse med debuten,” siger han og bliver pludselig hemmelighedsfuld, da han bliver spurgt til, om han også i fremtiden drømmer om at prøve kræfter med film- og tv-genren.
Der er noget nyt og stort i vente, lader han forstå, men mere må han ikke sige.
Musikken i højsædet
“Men fagligheden og udviklingen er det vigtigste for mig. Det er eddermame fedt at spille en rolle, som man virkelig kan stå inde for.”
Begejstringen stråler ud af ham, da snakken falder på American Spirit. Det er i den grad et stykke han kan stå inde for, fortæller han.
Sammen med sine ti kollegaer, der blandt andet tæller kendte navne som Kira Skov, Caroline Henderson og Simon Mathew, fortolkes hele 24 af de numre, som den afdøde, amerikanske rock- og countrylegende Johnny Cash har sunget eller skrevet.
“Det er en teaterkoncert med tryk på koncert. Musikken er i højsædet, og det er helt old school på den måde, at vi synger i håndholdte mikrofoner og skal hen til stativerne og regulere højde. Det er ikke noget kæmpe rekvisitstykke med trækken i snore og alt muligt, og der er heller ikke nogen hovedroller. Der er ingen Johnny Cash eller June Carter (hans kone, red.). Vi prøver i stedet at ramme de mennesker, han beskrev i sine sange.”
Nogle af sangene bliver fremført på engelsk, mens andre er oversat til dansk. Tre af dem bliver sågar sunget på begge sprog.
Cash ville billige
Men sprogovergangene er meget naturlige og giver en helt speciel autencitet, forsikrer Mathias, der er gladest for et af de danske numre.
“Jeg har en duet med Simon Matthew med sangen 'Mary Of The Wild Moor', som er en frygtelig tragisk historie. Den synger vi som to bonderøvstyper, og den nyder jeg at fortælle med ham.”
Mathias Flindt elsker musik, men før American Spirit kom i stand, var det ikke 'manden i sort', der røg på playlisten.
“Jeg mener, at min far engang hev en LP frem med hans San Quentin-koncert og fortalte om ham, men jeg har ikke selv sat Cash på Spotify. Det gør jeg nu, og jeg har læst hans biografi og set Walk The Line-filmen om ham. Jeg fået enormt megen sympati for manden, for han var folkets stemme, og det tiltaler mig ret meget,” siger den kommende debutant, som siden har hørt Cash's numre til hudløshed, men uden at blive træt af dem.
“Der er heldigvis også mange,” griner han.
Med sin nyfundne indsigt i den mørkklædte sanglegendes persona mener han også at vide, at teaterkoncertens reelle hovednavn ville give et anerkendende praj med smøgen, hvis han så den.
“Det tror jeg faktisk, han ville. Han havde humor, var et legebarn og lavede alt med en ekstrem finesse. Alle de ord synes jeg sagtens, man kan sætte på vores forestilling.”