For dyr og dårlig til at gøre rent
Efter bare et halvt års tid har kommunen mistet tålmodigheden med rengøringsfirmaet Allance+
For dårlig og for dyr. Det er hvad Hørsholm Kommune mener om kvaliteten af den rengøring, som firmaet Alliance+ har leveret det seneste års tid. Derfor har kommunen nu fyret firmaet efter kun godt et halvt år og skal nu til at finde ud af, hvordan kommunens skoler, børnehaver og andre bygninger fremover skal gøres rent.
"Det er over en bred kam, vi ikke har været tilfredse. Det kan være, at man har glemt at gøre et toilet rent eller helt glemt en rengøring. Og når vi har påpeget det, er der gået for lang tid, før der er blevet rettet op," fortæller Mette Hesselbjerg, Facility Manager i Hørsholm Kommune.
Hun oplyser, at kommunen har givet Alliance+ en indkøringsperiode på tre måneder, hvor de har haft mulighed for at gøre arbejdet bedre. Men ifølge Hørsholm Kommune uden resultat.
"Vi har selvfølgelig haft en løbende dialog med firmaet. Men det blev bare ikke bedre. Så nu er vi blevet enige med Alliance+ om at samarbejdet skal stoppe," bekræfter Mette Herbert over for Ugebladet.
Alliance+ overtog 1. februar 2016 al rengøring i kommunen ud over plejecentrene efter et udbud, der udelukkende var på prisen. Mette Herbert ønsker ikke at oplyse om økonomien i aftalen, men fortæller, at der i årets budget er afsat 12 millioner kroner til området.
At rengøringsbranchen er præget af voldsom konkurrence, er også noget, man har lagt mærke til i Hørsholm Kommune.
"Vi har oplevet, at konkurrencen blandt rengøringsselskaberne er blevet så hård, at de underbyder hinanden for at få opgaven. Men efterfølgede kan de slet ikke leve op til kvaliteten," siger John Larsen, chef for Center for Ejendomme i Hørsholm Kommune.
Fyringen af Alliance+ betyder ikke, at kommunen nu går ud i et nyt udbud for at finde en afløser. Nu skal forholdene undersøges grundigere, mener kommunens økonomiudvalg.
"Vi vil have flere ting undersøgt. For eksempel, hvor meget rengøring de enkelte selskaber selv kan klare, om der kan laves udbud, hvor de enkelte selv kan bestemme eller flere rengøringsteams. Vi vil gerne se flere muligheder," forklarer borgmester Morten Slotved (K).
Når kommunens administration har undersøgt det, som politikerne ønsker, skal sagen igen behandles i økonomiudvalget.
Ønsker du at kommentere dette, foregår det på Ugebladets facebook-side.
http://hoersholm.lokalavisen.dk/fyring-for-dyr-og-daarlig-til-at-goere-rent-/Lokale-nyheder/20160819/artikler/708239462/1039