Seks millioner kroner på vej til fusionsskoler
Efter at være blevet glemt i første omgang har Aarhus byråd besluttet af tildele de tre fusionskoler Ellevangskolen, Tranbjergskolen og Bavnehøj Skole 2 mio. kr. hver
Der er i alt seks mio. kr. på vej til de tre fusionsskoler Ellevangskolen, Tranbjergskolen og Bavnehøj Skole. Penge, de blev stillet i udsigt i forliget om skolestrukturen i Aarhus Kommune fra 2012 som tilskud til udgifterne for skolefusionerne.
Skolerne blev i første omgang glemt, og derfor ikke nævnt i beslutningsforslaget for udmøntningen af skoleforliget, som byrådet behandlede i marts. Det fik Ellevangskolens bestyrelse til at udtrykke sin undren på skrift, og det har nu givet pote.
Midlerne kommer fra salget af Vejlby Skole, der indbragte kommunen 43,3 mio. kr. Byrådet besluttede onsdag, at pengene også skal bruges på bl. a. Stensagerskolen, til lokale multihalprojekter og et treårigt program til at fremme motion i skolerne i samarbejde med eksterne aktører.
"Det har været en uskøn og forvirrende sagsgang. Men det er grundlæggende en god sag, vi står med. Det er en skolestruktur, der gav flere penge end forudsat. Nu hjælper vi skoler, der har været udsat grundet fusioner, Stensagerskolen får et nødvendigt løft, og der er afsat penge til skole-ol," sagde Socialdemokraternes politiske ordfører, Peder Udengaard.
Et byrådsflertal vedtog også at afsætte i alt ni mio. kr. frem til 2019 til afvikling af skole-ol i samarbejde med Dansk Atletik Forbund.
Venstre havde stillet et ændringforslag, at omkring 1,5 mio. kr. af dem skulle tages fra kommunens eventpulje.
"Skole-ol er en god måde at brande byen på. Men vi synes, at der er en udfordring med finansieringen. I baggrundsmateriale fra Dansk Idrætsforbund kan vi se, at man regner med, at skolerne skal bruges ca. 450.000 kr. om året på skole-ol. Derfor skal vi finde nogle af pengene i eventpuljen, fordi et skole-ol er et event for byen," sagde Hans Skou (V) og blev bakket op af sin partikollega og børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek: "Ol er event for byen, derfor bør det finansieres af eventpuljen. Jeg har argumenteret for, at Børn og Unge vil levere børnene, der skal deltage i ol, men det, eventet derudover koster, skal dækkes af eventpuljen." Ændringsforslaget fik dog ikke støtte af flertallet i byrådssalen.
"De midler, byrådet har afsat til eventpuljen, skal bruges til arrangementer som Sculpture by the Sea, tall ship race og andre store events som North Side. Det er den eventstrategi, som byrådet har vedtaget. Man skal ikke blande det, der skal foregå i skoleregi sammen med den eventstrategi, man har vedtaget i byrådet," sagde kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R).