10 år med vækst og specialisering
Det er gået stærkt siden Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen startede afdelingen i Roskilde tilbage i 2006. Målet er stadig klart. Skarpt fokus på specialisering og vækst er vejen til advokatfirmaets fortsatte succes.
VÆKST Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen fejrer 10 år i Roskilde med konstant vækst og udvikling. Advokaterne Anders Rynkebjerg og Rune Tarnø etablerede firmaet sammen med to sekretærer tilbage i august 2006, og siden er antallet af medarbejdere mere end femdoblet.
I dag er mere end 20 medarbejdere samlet i kontorerne på Københavnsvej 69 i Roskilde.
- Vi vil fortsat tilbyde vores klienter de bedste løsninger på deres private eller forretningsmæssige udfordringer med specialistviden på de enkelte fagområder, fortæller advokat Anders Rynkebjerg om målet for den fremtidige udvikling.
Vejen til succes
Årsagen til det uafbrudte vokseværk har været et strategisk valg fra dag et med fokus på medarbejdere med speciale kombineret med den brede juridisk indsigt, der giver grundlaget for de rigtige løsninger og den korrekte rådgivning.
- Vi er meget langt fra den historiske familieadvokat, der selv mente at kunne klare alt fra dødsboer og testamenter til virksomhedsovertagelser. Vi er opdelt i en privat- og en erhvervsafdeling med medarbejdere, der er specialiseret inden for de enkelte områder, siger Anders Rynkebjerg, der selv har speciale i familie- og arveret samt leasing.
Klienterne er bedst tjent med, at deres advokat har stor erfaring og viden på netop det område, de har brug for, mener advokat Rune Tarnø, der er ansvarlig for firmaets erhvervsafdeling.
- Hvis det drejer sig om en arvesag, får familien tildelt en advokat med speciale i arveret, og til virksomheder stiller vi vores advokater med et speciale indenfor erhvervsret til rådighed, siger han.
Efter 10 år med konstant udvikling tyder alt på, at Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen i Roskilde traf det rette valg tilbage i 2006.
- Vi vil alle, at virksomheden skal udvikle sig, og vi er enige om, hvordan det skal lykkes, siger Susanne Jakobsen, der trådte ind i partnerkredsen ved årsskiftet med speciale i familie- og arveret samt insolvensret.
- Vi giver vores klienter en sikkerhed for, at vi ikke først skal til at læse op på lovgivningen i det emne de kommer til os med.
Mange spørgsmål udspringer af internationaliseringen og kan handle om køb eller salg af virksomhed på tværs af grænser samt indgåelse af internationale kontrakter. Og her er specialviden afgørende, siger advokat Rune Tarnø, der selv arbejder internationalt.
Roskilde-afdelingen er samtidig en del af det landsdækkende Advokatfirma Tommy V. Christiansen, der tæller flere end 170 medarbejdere. Advokatfirmaet er blandt de største i landet og har foruden i Roskilde også afdelinger i København, Aarhus og Kolding.
sl