Viby Ugen er kommet for at blive
For andet år finder Viby Ugen sted med aktiviteter over hele byen. Lidt er sorteret fra, og andet er kommet til siden sidst
Vinsmagning, gudstjeneste i Viby Centret, kunstudstillinger, foredrag, sportsaktiviteter, trylleshow, bagagerumsmarked, korsang, byvandring og måske en form for borgermøde.
Det burde være muligt for alle at finde noget, som man finder interessant, når Viby Ugen for andet år i træk finder sted fra 17. september og hele uge 38. De fleste ting er gratis at deltage i - nogle kræver dog tilmelding.
“Vi har helt bevidst forsøgt at brede os over så mange forskellige ting som muligt, så alle kan være med. Og vi har prøvet at inddrage så mange som muligt af fællesrådets medlemmer og virkelig få gang i alle ildsjælene i området,” fortæller formanden for Viby Fællesråd, Lars Nikolajsen.
Der er sorteret i oplevelser
Viby Ugen opstod sidste år, fordi det relativt nyopstartede fællesråd ville sætte lidt mere fut i byen.
“Der er alt for stille i Viby, så der skulle ske noget nyt. Noget som kunne samle byen - som vi kan være fælles om,” lyder det fra Lars Nikolajsen.
Og som sagt så gjort. Viby Ugen blev stablet på benene - med blandet succes første år.
“En del af arrangementerne gik rigtig godt, mens andre gik mindre godt,” fortæller formand for centerforeningen i Viby Centret, Asger Larsen, som er med inde over planlægningen af Viby Ugen.
Han vil helst ikke ind på, hvilke tiltag som var mindre succesfulde, men siger:
“I år har vi naturligvis sorteret de ting fra, som ikke fungerede. Vi skal jo hele tiden lære, hvad det er, folk vil have.”
Omvendt gælder det også om at holde fast i de ting, som virkelig hittede. Én af de ting, var et borgermøde om infrastruktur, hvor mange debatlystne Viby-borgere dukkede op.
“Vi arbejder på at få stablet noget lignende på benene i år, og vi håber virkelig, at det falder på plads,” fortæller Lars Nikolajsen, som afslører, at der forud for sådan en festlig uge er mange idéer i spil, som dog ikke kan realiseres.
“Ídéerne er mange, men der skal også være nogle til at føre det ud i livet, og der skal være et sted, hvor det kan holdes. Vi mangler nemlig et forsamlinghus/kulturhus,” fortsætter han.
Lidt flere tiltag end sidst
Alt i alt ender udbuddet af aktiviteter i løbet af ugen med at være en lille smule større end sidste år.
Programmet vil, når vi er kommet lidt tættere på Viby Ugen, kunne ses på hjemmesiden www.???.dk. Hverken programmet eller hjemmesiden er dog 100 procent færdige.
Færdig er Viby Ugen heller ikke efter uge 38. Det er Asger Larsen sikker på.
“Jeg tror altså, at Viby Ugen er kommet for at blive i en eller anden form. Vi vil fortsætte med at prøve os frem,” siger centerforenings-formanden.
Fællesrådet efterlyser da også allerede nu gode idéer til aktiviteter på næste års Viby Ugen.