Fortsæt til indhold

De skal lave den ny park

Wonder Concrete vandt licitation om at bygge skatepark

Samfund
Arkiv

Danmarks mest erfarne skatebyggere – Wonder Concrete begynder at bygge Galten Skatepark til maj.
Det står klart efter en indbudt licitation, hvor fire entreprenører afgav tilbud til Skanderborg Kommune. Bag Wonder Concrete står Joshua Fabrin og Sonny Dam med et team af betonstøbere, der alle er udøvende skatere.
Firmaet har blandt andet bygget skateparker i Roskilde, Hørsholm, Fælledparken og StreetDome i Haderslev. Når de er færdige med et anlæg i Birkerød, gælder det Galten Skatepark på 1100 kvadratmeter.
“Endelig er vi klar efter mange timers frivilligt arbejde og forhandlinger. Det er faktisk fem år siden, vores første drømme blev født. Jeg glæder mig helt vildt til at se børn og unge drøne af sted på skateboard, løbehjul, rulleskøjter og BMX-cykler i Bytoften,” siger Claus Hvass, der er initiativtager og frontfigur i Galten Skategruppe, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Også hos Projektforum Galten Skovby har man svært ved at få armene ned.
“Det fryder mig gevaldigt, at torv og toft endelig kommer til at spille sammen. Med den nye omdannelse af Galten Torv og en unik skatepark i Bytoften, er jeg sikker på, at vi tiltrækker folk og får mere liv i midtbyen. Vores gavmilde sponsorer og folkeaktionærer vil uden tvivl opleve, at de får noget for deres værdifulde opbakning,” siger Kristian Skovhus, bestyrelsesmedlem i Projektforum Galten Skovby.
Skategruppen har sammen med Projektforum Galten Skovby og Skanderborg Kommune valgt at vise maksimalt hensyn til afviklingen af Galten Byfest. Der er tradition for, at Galten Byfest foregår i Kristi himmelfartsferien til støtte for børne- og ungdomsarbejdet i Galten. Det betyder, at skateparkens jordarbejde starter den 10. maj. Parken ventes at stå færdigbygget i august.
“Projektet har været lang tid undervejs. Det er meget tilfredsstillende, at alt nu er faldet i hak med økonomien og forskellige brugerhensyn,” siger formand for Kultur- og Sundhedsudvalget, Tage Nielsen, som også roser engagementet og initiativet bag skateparken.
e.r.