To nye Hørning-stier på vej
Efter den store succes med stien om Hørning By har Danmarks Naturfredningsforening i Skanderborg arbejdet videre med stiprojekter ved Hørning.
Der har været et ønske at få en forbindelse fra byen til naturområdet i fredningen ved Jeksen.
Det er der kommet en 7,7 kilometer afmærket sti ud af. Den starter i Hørning ved Elgårdsgårdsmindelunden, hvor stien om Hørning også passerer. Den går gennem Bjertrup Skov, videre langs Jeksen Bæk til Adslev og herfra tilbage til Hørning. Stien forløber, dels på offentlige veje, dels som spor i landskabet gennem skove og marker.
DN har mødt stor velvilje fra lodsejere langs sporet. De har flere steder stillet jord til rådighed, så stien har kunnet få et spændende og afvekslende forløb.
Ved Jeksen Bæk har stien kontakt til vandreruten mellem Århus og Silkeborg, så man fra Hørning kan vandre på afmærkede stier til både Århus og Silkeborg.
Spor i Landskabet udgiver en folder ”Sporet Jeksen Bæk og Bjertrupskovene”. Den kan fås på nettet www.spor.dk og kan også fås i papirudgave i foldekasser ved P-pladserne langs stien.
Foruden den lange rute er der også afmærket en kortere på 3,3 kilometer gennem Bjertrup Skov og tilbage til udgangspunktet ad Stien om Hørning By.
Den drivende kraft bag projektet er Hans Jakobsen fra DN's bestyrelse i Skanderborg samt Skanderborg Kommune og sekretariatet for Spor i Landskabet.
Indvielsen finder sted den 14. august kl. 13.00 ved Elgårdsmindelunden 151, Hørning. Der vil være en forfriskning, inden man sammen med DN's bestyrelsesmedlemmer begiver sig ud på en at ruterne.
e.r