Gør dit bedste!
Jeg har gennem årene set mange mennesker og virksomheder lykkes og mislykkes med deres forehavender.
Noget er helt sikkert held eller uheld, men med årene er jeg blevet stadig mere overbevist om og fokuseret på, at en hel del er op til os selv.
Jeg fik for alvor øjnene op for, hvad flid og indstilling betyder, da jeg for et par år siden var til en fest med mine gamle skolekammerater: Johnny, som på ingen måde var en af de fremmeste i skolen når det gjaldt karakterer eller åndelig begavelse - uden at nedgøre nogen- kunne berette, hvordan han med hårdt arbejde har opbygget en kæde af mindre autoværksteder på Sjælland, og at han i dag sidder som direktør for en ret veldrevet virksomhed, der barsler med store vækstplaner.
Jeg spurgte ham, hvad han kunne pege på som den vigtigste faktor i hans succes, hvortil han svarede: ”Jeg står tidlig op om morgenen, og går ikke hjem før dagens arbejde er udført”
Det har fået mig til at tænke over, at selvom vi måske ikke alle er i besiddelse af det største talent, så er der dog en række ting, vi kan gøre som alligevel kan sikre os succes. Vi kan f.eks.:
- Møde til tiden om morgenen og til vores aftaler generelt.
- Være velforberedte.
- Holde indgåede aftaler.
- Sige vores ærlige mening.
- Sige fra, hvis der er krav vi ikke kan efterkomme med de ressourcer vi har.
- Være veludhvilede og leve sundt i det hele taget.
- Lytte til andre mennesker så vi løbende tager ved lære.
- Holde os ajour inden for vores område og hele tiden lære nyt og nye veje.
- Gøre det vigtige før det mindre vigtige.
- Udvise disciplin og rettidig omhu.
Jeg er overbevist om, at hvis vi efterlever disse enkle regler, så vil de bidrage mere til vores succes end nok så meget talent, der ledsages af eftergivenhed og dovenskab!