Fortsæt til indhold

Fed musik og bio i det fri på det nye Torv i Galten

Afslutning 25. august på en sæson med stort publikum

Samfund
Arkiv

Sommerkoncerterne på Torvet i Galten synger på sidste vers for denne sæson.
Det bliver torsdag 25. august klokken 19, når Galten Gospel og Swing-koret afslutter.
“Vi håber, at solen vil skinne over Galten denne sidste torsdag, så vi kan takke af for en god sæson, hvor Torvet har været fyldt med glade mennesker, og hvor musikerne har ydet deres ypperste,” siger Tove Severinsen, BIOHuset i Galten.
Koncerten med koret fra Galten byder på lidt af hvert fra skotsk vise til Justin Bieber.
Korets dirigent Elsebeth Cohrt leder koret og det til lejligheden samlede band.
“Vi lover afslappet stemning, godt humør og dejlig musik for de sangglade. Men ellers er det også bare tilladt at læne sig tilbage og nyde sensommeraftensolen på bytorvet i hyggeligt selskab,” konstaterer arrangøren.
Tove Severinsen karakteriserer desuden Open Air torsdag 18. august som en succes.
Omkring 100 publikummer havde taget imod indbydelsen og så film i det fri.
“Vejret var heldigvis med os. Det blev en dejlig sensommeraften med mildt vejr, selv om det endte lidt koldt. Men en god oplevelse for de filmfreak, der holdt ud og fik afslutningen med,” lyder det fra Tove Severinsen.
Aftenen begyndte med musik fra Palmehaveorkestret på scenen, og det samlede omkring 110 gæster.
“Endnu engang havde vi glæde af det renoverede, nyindrettede Torv. Det var en god aften, hvor de frivillige fra Biohuset havde hænderne fulde,” fremhæver Tove Severinsen.
e.r