Gyldne dage for boligejere i Aarhus
Boligpriserne i Aarhus bliver ved med at stige, viser nye tal
Det er godt at være boligejer i Aarhus for tiden. Siden krisen har priserne været støt stigende, og det bliver de tilsyneladende ved med.
Boligejere i kommunen kan nemlig glæde sig over markante prisstigninger i løbet af de seneste 12 måneder.
Et gennemsnitligt hus i Aarhus Kommune til to millioner kroner er i perioden blevet godt fem procent eller cirka 102.000 kroner mere værd. Det svarer til en fortjeneste til boligejeren på godt 8.500 kroner hver måned.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for et hus er steget til 20.510 kroner per kvadratmeter.
Det fremgår af ny analyse af de seneste tal fra Boligsidens Markedsindeks foretaget af Spar Nord Aarhus.
Analysen viser også, at priserne på ejerlejligheder er steget med godt syv procent, hvor gennemsnitsprisen per kvadratmeter nu ligger på 19.043 kroner. En lejlighed til 1,5 millioner kroner har dermed i perioden indbragt ejeren 8.875 kroner om måneden.
Salgstiden for huse er samtidig faldet med 14,6 procent, mens den for lejligheder er faldet med 22,5 procent.
“Den faldende salgstid er ligesom prisstigningerne et tegn på en stærk og stigende efterspørgsel efter boliger i kommunen,” siger direktør i Spar Nord Aarhus, Erling Sørensen.
dcp