Hør unge, nordiske toner i Musikhuset
Ung Nordisk Musikfestival giver et indblik i fremtidens kompositionsmusik og lydkunst
Ung Nordisk Musikfestival (UNM) 2016 inviterer til seks dages gratis koncerter, performances og seminarer i Aarhus.
Festivalen præsenterer værker af 35 unge komponister fra Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark.
Årets tema ”Togetherness” sætter fokus på det helt særlige nordiske fællesskab, hvor kunstnerisk mangfoldighed, tolerance og genrebrud er naturlige elementer i kunstmusikken.
Formanden for UNM Danmark, Allan Gravgaard Madsen, udtaler om temaet: ”Vi vil understrege, at UNM er noget helt unikt. Intet andet sted i verden findes et fællesskab tilsvarende det, vi har i de nordiske lande. Komponister mødes her med stor tolerance på tværs af grænser. Alle laver noget helt forskelligt, men på forunderlig vis passer det alt sammen sammen,” siger han i en pressemeddelelse.
Den store mangfoldighed ses i festivalens program. De værker, som kan opleves i år, spænder fra den norske Harald Jordal Johannessens elektroniske værk Collage #1 til den svenske performance- og installationskunstner Kajsa Magnarssons Rape Alarm Organ, over finske Niilo Tarnanens soloværk for tuba, The President's Speech, og til den danskbaserede Christos Ntovas' Thalassographia for fuldt symfoniorkester.
UNM fejrer i år sit 70 års jubilæum. Siden etableringen i 1946 har nogle af tidens store komponister startet deres karriere på Ung Nordisk Musikfestival. Det gælder for eksempel Per Nørgård (DK), Esa-Pekka Salonen (FI), Kaija Saariaho (FI), Bent Sørensen (DK), Rolf Wallin (SE), Simon Steen-Andersen (DK) og Maja S. K. Ratkje (NO).
Værtsskabet for festivalen går hvert år på tur de nordiske lande imellem. Hvert land stiller med syv værker til festivalens program, værkerne udvælges blandt anonyme bidrag af en anonym jury i hvert land, og kun komponister under 30 år eller studerende kan indsende værker.
UNM 2016 produceres af Ung Nordisk Musik Danmark i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium og Århus Sinfonietta.
/lnb