Fortsæt til indhold

Hvem skal Aarhus takke i år?

Aarhus Takker uddeles i år for anden gang til en ildsjæl, der gør en forskel for andre

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Nu sættes jagten igen ind på at finde årets modtager af Aarhus Takker prisen.
Og du kan være med til både at nominere og senere stemme på din favoritkandidat, der udover æren modtager 15.000 kroner.
Prisen gives til en aarhusiansk ildsjæl, der viser et særligt aktivt medborgerskab. Det kan være frivillige, der stabler arrangementer på benene for deres med-aarhusianere, eller tidligere misbrugere, der leder andre på vej til et liv uden stoffer.
Aarhus Takker uddeles i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Lokalavisen Aarhus.
“Aarhus Takker er aarhusianernes pris. Den er en hyldest til borgerne og til byen, og den minder os om, hvor vigtigt det er at værdsætte og påskønne byens ildsjæle. Der er masser af ildsjæle i vores by, så hjælp os med at få dem frem i lyset,” siger Thomas Medom (SF), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Send os et praj

Du kan indstille din kandidat på Lokalavisens facebookside eller ved at sende en e-mail til redaktion.aarhus@lokalavisen.dk. Fristen for indstilling af kandidater er 27. september klokken 12.
Med afsæt i de indstillede kandidater udvælger et dommerpanel de fem personer, der skal konkurrere om titlen og de 15.000 kroner. De fire øvrige kandidater præmieres med hver 3.000 kroner.
Dommerpanelet består af Kjeld Holm, formand for Udsatterådet i Aarhus, Bente Steffensen, direktør for Erhverv Aarhus, Thomas Medom, rådmand og Camilla Olesen, områderedaktør i Politikens Lokalaviser.
I ugerne op til prisoverrækkelsen vil Lokalavisen Aarhus portrættere de fem kandidater.
“Vi vil gerne være med til at fortælle de gode og inspirerende historier om byens ildsjæle, fordi de handler om mennesker, der sætter deres præg på byen,” siger Camilla Olesen.
Mellem den 11. oktober og 15. november kan du via avisens hjemmeside stemme på din favoritkandidat. Afsløringen af vinderen finder sted på rådhuset 24. november.