Det var da ikke Gud?! Eller var det?

På søndag møder vi i kirken teksten om den syge mand ved Bethesda sø, som Jesus helbreder. Da manden efterfølgende bliver spurgt, hvem der helbredte ham, ved han det ikke – for han nåede ikke at få Jesu navn. Først da han senere møder Jesus igen, forstår han, at det var Jesus, som hjalp ham.
Mange af os mennesker møder det uforklarlige på vores vej. Når vi ikke forstår, hvordan det hele pludselig gik op i en højere enhed. Når alt håb var ude, og en situation – mod alle odds – alligevel lykkedes; Eller når det helt ubærlige og uoverskuelige sker, og vi på uforståelig vis får styrken til at leve videre, selvom vi ikke ved, hvor vi fik kræfterne fra.
Når alt dette indtræffer, når livet ikke kan forstås, så kan vi have det ligesom den helbredte mand; vi ved ikke, hvem der stod bag! Vi forstår ikke, hvorfor alt alligevel lykkedes, eller hvordan vi fik styrken til at leve livet igen trods alt det ubærlige. Til tider kan spørgsmålet komme; mon det var Gud, der stod bag? Mon det var Gud, der hjalp mig? Men ligesom manden ved Bethesda sø, må vi melde pas, for vi ved det ikke.
Dette er netop det, der er troens vilkår, at den ikke er viden. Vi får aldrig et konkret bevis på Guds eksistens, eller på hvordan han virker iblandt os. Vi kan ikke vide, om det virkelig var Gud, som stod bag det uforklarlige, men vi kan tro det. Vi kan opleve, at det skete, vi kan glædes, og vi kan takke Gud. Takke ham for alt det han gør, også selv om vi ikke ved det.