Handelsbyen skal gøre sig interessant
Aktiviteter som Hørning by Night er vigtige i kampen for at tiltrække og fastholde kunderne, lyder det fra cityforeningsformand
“Det er vigtigt, at der sker noget på torvet, og at folk synes, at det er spændende at komme til Hørning.”
Sådan siger formanden for Hørning Cityforening, uddeler Jens Grøftehauge, SuperBrugsen, forud for Hørning by Night, som er næste aktivitet i rækken fra foreningen.
På fredag 26. august er der premiere på et nyt tema, når butikker og torv pyntes op til amerikansk westerntema med masser af indslag, konkurrencer, musik og meget, meget mere.
Selv om både Jens Grøftehauge og de øvrige detailhandlere i byen glæder sig til at hygge om kunderne på dagen, så minder cityforeningsformanden også om, at det er nødvendigt med sådanne fremstød i dagens konkurrencesituation for detailhandelen.
Velfungerende torv
“Vi har et velfungerende torv og gode butikker, der både hver for sig og sammen trækker kunder fra oplandet til Hørning, selv om vi har butikscentre som Bloms i Skanderborg og Bruuns Galleri i Aarhus tæt på. Vi skal derfor gøre alt for, at det bliver interessant at handle i Hørning,” betoner Jens Grøftehauge.
I den forbindelse fremhæver formanden også fælles arrangementer.
“Det er vigtigt, at vi står sammen og får lavet noget fælles, så der sker noget i midtbyen,” tilføjer han.
Det nye butikscenter på Marmorpladsen har tilført byen flere butikker, og det hilses velkommen af cityforeningen.
“Det er godt med nye butikker, fordi det er med til at styrke butiksmiljøet yderligere. Vi vil gerne have så mange som muligt, fordi det gør det interessant for kunderne at komme her,” lyder det igen fra Jens Grøftehauge.
Det kan også være med til at trække yderligere butikker til, at der i forvejen er et bredt udbud.
Jens Grøftehauge fastslår i samme åndedrag, at det jo ikke handler om et nyt stort center i bymidten. Det er der ikke plads til.
Derimod vil cityformanden gerne slå et slag for at holde handlet samlet.
“Hørnings succes som handelsby er, at butikkerne ligger sammen på torvet med fælles og gratis parkering. Bymidten dør, hvis man speder det for meget,” mener Jens Grøftehauge.
Lokalt engagement
Formanden for Hørning Cityforening fremhæver, at byens butikker er lokale.
“Det er en styrke, at det er lokalt forankrede butikker drevet af selvstændige, der er engagerede i det lokale og støtter op om lokalsamfundet i stedet for de store kædedrevne butikker,” siger Jens Grøftehauge.
I den sammenhæng minder uddeleren om, at SuperBrugsen i Hørning er drevet af en selvstændig forening med fod under egen disk.