72-årig fra Skanderborg har vundet 6 millioner kroner
Lottokupon købt i Centerkiosken i Hørning gav stor gevinst
Det gik ud over nattesøvnen, men kun i et par dage, da en 72-årig kvinde fra Skanderborg Kommune opdagede, at det var hende, der havde vundet den helt store Lotto gevinst på 6 millioner kroner forrige lørdag. Kvinden, der naturligt nok ønsker at være anonym, har skyndt sig at købe en ny bil, men ellers skal gevinsten fejres med hele hendes familie.
“Man er helt fra snøvsen. Helt urolig i kroppen. Vi sov ikke så meget de to første dage. Vi vågnede hele tiden,” siger hun i en pressemeddelelse fra Danske Spil til Lokalavisen.
Helt præcist vandt kvinden 6.100.061 kroner. Og faktisk gik det flere dage, inden hun blev klar over det.
“Vi plejer at tjekke om søndagen, om vi har vundet. Det fik vi ikke gjort den søndag, så det blev først mandag eftermiddag. Jeg står i skuret og er ved at finde pensler frem, da min mand kommer ud til mig. Det er dig, der har vundet, siger han. Sikke noget vrøvl, siger jeg. Han så helt elektrisk ud. Jeg kunne se på ham, at han mente det alvorligt, så jeg måtte hellere gå med ind og se efter,” fortæller den nybagte millionær.
Sammen gik de ind og tjekkede tallene. Igen og igen og igen. Men den var god nok.
“Det første, jeg gjorde, var at gemme kuponen,” siger den 72-årige, der sammen med sin mand senere mandag fik præmiesøgt kuponen hos en forhandler, inden turen tirsdag gik videre til banken.
“Der går en rum tid, før man kan se glæden. Til at begynde med fatter man det ikke. Man tror ikke på det. Man er aldrig sikker, før pengene er gået ind,” fortæller hun.
Et forskud rullede hurtigt ind på kvindens konto, og det har ægteparret benyttet til at købe en ny bil, men ellers har de ikke fejret gevinsten endnu.
“Nej, ikke endnu da! Vi har ikke en gang været ude at spise,” griner hun.
Men det skal de snart. Med hele familien. De glæder sig også over, at de nu kan glæde børn og børnebørn lidt ekstra fremover.
“Og så giver gevinsten os mulighed for at gøre livet lidt lettere,” understreger den nybagte Lotto-millionær.