Ilse Jacobsen sælger ud af livsværket
Ilse Jacobsen, stifter og ejer af det danske mode- og livsstilsbrand af samme navn, har solgt 15 pct. af ejerskabet i Hornbæk-virksomheden til investeringsselskabet Voluntas med Morten Albæk i spidsen. Voluntas skal gøre 'Ilse Jacobsen Hornbæk' til et af de hurtigst voksende højkvalitets modebrand for kvinder i Norden de næste 3-5 år.
”Det er en virksomhed med en imponerende evne til at nytænke og skabe innovation inden for produktudvikling og som har et stærkt brand, der med Ilse Jacobsen som person indeholder et stort potentiale,” siger Morten Albæk, administrerende direktør i Voluntas.
'Ilse Jacobsen Hornbæk' er bl.a. kendt for sine gummistøvler og regnjakker. Voluntas er verdens første investeringsvirksomhed, der arbejder systematisk med begreberne meningsfuldhed, diversitet og bæredygtighed i sine investeringer. /trol