Fortsæt til indhold

Ledelse med vind i sejlene

Samfund
Af Michael Jensen, Hadsten. Direktør i Colea Consult

Jeg har netop været ude til et spændende arrangement med DK Sejlsport, hvor en gruppe mennesker, der ikke kendte hinanden på forhånd fik en times instruktion i, hvordan man styrer en matchracebåd og bagefter skulle sejle kapsejlads mod fire andre både.
Først gik snakken, naturligt, på, hvem der burde bemande, hvilke pladser i båden og vi besluttede os for, når nu ingen af os havde sejlet før, at rokere rundt og så se, hvilken kombination, der var den bedste—dette skete aldrig, og vi blev på de samme pladser som vi startede på - måske også noget der sker ude på virksomhederne, med det resultat, at vi aldrig får maksimeret vores fælles ydeevne.
Så den første lektie jeg lærte den dag var, at vi skal udfordre vores team på dets placeringer i forhold til hinanden, indtil vi opnår den optimale konstellation.
En anden vigtig læring er, at når båden vender skal der foretages en række manøvrer hurtigt i forhold til hinanden. Disse kan med fordel forberedes mens man sejler ligeud, så der spares værdifuld tid i selve vendingen.
Hjemme på virksomheden tænker jeg at lektion kan være, at vi løbende skal holde os for øje, hvad de kommende tiltag er, så vores adfærd i hverdagen bliver mere sammenhængende og ikke præget af store omskiftninger, der sænker virksomhedens momentum.
Den sidste læring jeg vil videreføre her er, at en båd eller en virksomhed har en kaptajn som sætter retningen mod målet, og selvom det fra mit sæde i båden ikke ser ud som om vi er på vej mod målet, så skal jeg ikke blande mig, men have tillid til, at det er kaptajnen, der bedst, fra hans position, kan sikre at vi samlet når det næste mål eller den næste milepæl, og det nytter ikke noget, at alle andre, fra hver deres position i båden råber op for at fortælle kaptajnen om hans retning er den rette eller ej.
Så prøv at styre jeres organisation som et erfarent team ville styre deres matchracebåd, og jeg er sikker på at I vil skyde en høj fart mod det rette mål, og nå det før konkurrenterne!