Genbrugsbutik i Horsens fejrer 25 års fødselsdag
Folk i alle aldre donerer til og handler i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Horsens
Det er fredag formiddag lidt over klokken 10. Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Horsens er lige åbnet, og der er allerede en god håndfuld kunder i butikken på J. Chr. Juliussensvej overfor rådhuset.
En ung udenlandsk mand kommer ind med sin familie og køber et computerbord i glas. En kvinde afleverer to plastikposer med tøj, som skal sorteres og vurderes, inden det eventuelt bliver sat til salg igen. En midaldrende kvinde køber dagligdags kaffekopper og kagetallerkener, og en anden kvinde studerer udvalget af vinglas og måler med tommestok, om genbrugsbutikken har den størrelse, hun skal bruge.
Der er nok at se til for de to frivillige medarbejdere, Else og Annalise, der passer biksen og samtidig tager sig tid til at snakke med Lokalavisen, der er på besøg i anledning af, at butikken har 25 års jubilæum i Horsens.
”Mange donerer ting til os og handler hos os, fordi de selv eller pårørende har haft kræft. De ved, det går til et godt formål,” fortæller Else Nielsen, der for tre år siden meldte sig som frivillig medarbejder i genbrugsbutikken.
”Jeg har meget familie, der er død af kræft, så jeg vil gerne gøre noget for foreningen. Som pensionist har jeg ikke så mange penge at støtte med, men så kan jeg hjælpe på denne måde,” siger Else.
Tøj er populært
I butikken kan man købe brugte møbler, tøj, sko, porcelæn, lamper, ældre mobiltelefoner, malerier, smykker, vinglas, bøger og meget andet.
”Det er nok tøj, der går mest af. Vi har mange unge, der kommer ind og køber tøj. En ung mand fortalte mig, at det var hans mor, der havde lært ham at gå i genbrugsbutik, fordi man kan få mærkevarer billigt – og det fik han. De ved, hvad de går efter, og vi har mange pæne ting,” fortæller Annalise Thorsen, der har tøj som sit ansvarsområde.
”Vi har nogle dejlige positive kunder, og jeg synes, det er sjovt at gå at snakke med dem,” siger Annalise.
Annalise hjælper til denne fredag på grund af sygdom og ferie, så hendes kollega Else ikke skal være alene i butikken. Else er i butikken både fredag formiddag og mandag eftermiddag. Om mandagen sammen med Annalise og tre andre kollegaer.
”Vi svinger godt sammen på holdet og holder en privat frokost to gange om året,” fortæller de to kvinder, der har en masse frivillige kollegaer i butikken.
”Vi er dybt taknemmelige for vores frivillige medarbejdere samt folk, der støtter os ved at donere ting og handle hos os,” siger Frank Nissen, distriktschef for Kræftens Bekæmpelses Igen-genbrugsbutikker.
Kræftens Bekæmpelse åbnede sin genbrugsbutik i Horsens i Hospitalsgade i 1991. Siden har den ligget i Borgergade, indtil man rykkede ind i det nuværende ret store butikslokale på J. Chr. Juliussensvej.
Det runde jubilæum bliver fejret i næste uge med store rabatter på forskellige varer forskellige dage om ugen. Mandag eftermiddag er der kaffe og lagkage til kunderne, og torsdag får igen-butikken besøg af en medarbejder fra Lauritz.com. Fra klokken 14-16 kan man komme ind i med en ting og få den vurderet.