Nu rammer digitaliseringen de ældre i Horsens
Opslagstavler og flyers er på vej ud på Horsens Kommunes plejecentre til fordel for digitale infoskærme
De ældre på plejecentrene i Horsens Kommune skal vænne sig til at bruge digitale infoskærme. For øjeblikket er 35 af disse skærme blikfang for beboere, pårørende og brugere udefra, og der er flere på vej. De digitale skærme er kommet for at blive, skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
“Det er fantastisk at opleve, hvordan en digital skærm kan give nyt liv til beboere og pårørende på plejecentrene og være med til at åbne dørene for en større gruppe af brugere,” fortæller Anne Buch, der er administrativ medarbejder på Søndergården i Brædstrup.
Nogle ældre synes, den digitale pil er skræmmende, men flere og flere tør trykke på skærmen, der åbner for en helt ny verden med fotos fra den seneste fest, lister over arrangementer, navne på beboere, wayfinding og meget mere.
Ifølge kommunaldirektør Niels Aalund er plejecentrenes infoskærme led i en hæsblæsende udvikling af kommunens digitale kommunikation.
“Tidligere tiders nyhedsformidling på opslagstavler og flyers med mere, som kræver en masse papir til print, er på vej ud. I stedet for vil infoskærmene løbende udbredes overalt i kommunen med det formål at forbedre og gøre kommunikationen mere effektiv for borgerne,” siger kommunaldirektøren i Horsens Kommune.