Fortsæt til indhold

Køge iværksætter fejrer jubilæum med udvidelse og nyt byggeri

Claus Just Asmussen, adm. direktør for JUST Gruppen fejrede 19. august de første 30 år som iværksætter og selvstændig - og samtidig at han 2. august selv fyldte 50 år.

Samfund
Arkiv

JUBILÆUM Samtidig igangsætter han en udvidelse med 1.000 etagemeter til den ene af virksomhedens kontor- og lagerejendomme i "Skandinavisk Transport Center. Udvidelsen er udlejet til virksomheden CT Flyt, som på den måde kan samle sine aktiviteter på en adresse i moderne og effektive lokaler.
Just Gruppen arbejder sideløbende på opstart af et nyt, stort flerbrugerhus på en nabogrund. Det bliver opført efter samme koncept som de to andre ejendomme med fleksible lokaler i høj kvalitet og nem tilgængelighed.
Just Gruppen har med det koncept ramt et behov i markedet. Muligheden for at leje sig ind i STC i moderne og effektive lokaler har således trukket flere spændende virksomheder inden for logistik, service, handel og kontor til Køge, og derved skabt mange lokale arbejdspladser.
Claus Just forventer, at det nye flerbrugerhus bliver udlejet til 4-5 virksomheder med indflytning i andet halvår 2017. Spadestikket tages sidst på året.
Med byggeriet understreger Claus Just sin rolle som lokal iværksætter og en væsentlig investor i Køge-området. Samlet har JUST Gruppen investeret 200 millioner kroner ikke mindst i Skandinavisk Transport Center.
Samlet har han gennem årene købt 120.000 kvadratmeter jord og opført 25.000 etagemeter.
Han indledte sit iværksætteri i 1986 med en virksomhed, der handlede med byggematerialer. Med en veludviklet næse for godt købmandskab og med stor energi fik han virksomheden til at vokse.
I 1995 udvidede han og tog fat på det spor, som i dag fylder mest, nemlig udvikling og udlejning af moderne kontor- og lagerejendomme til forskellige virksomheder.
Han købte Monberg & Thorsens store erhvervsejendom på Københavnsvej, hvor han så et potentiale.
Det er kendetegnende for ham, at han ser nye muligheder og efter omtanke tager fat på at realisere dem. Her hjælper det, at han er god til at sælge sine ideer og engagere samarbejdspartnere.
Hans initiativrigdom har også ført til et stærkt engagement i udviklingen af Køge både erhvervsmæssigt og på anden måde. Ligeledes har han et stort netværk, som han bruger socialt og til at udveksle forretningsideer med.
På Københavnsvej var der plads til at starte et nyt forretningsområde med udlejning af pavilloner og midlertidige lokaler, som udviklede sig positivt i kraft af god kundeservice og fleksibilitet over for kundernes behov, men aldrig svigtende krav til kvalitet og grundighed.
I 2000 flyttede han virksomheden til Bjæverskov og byggede nye, moderne lokaler.
Jubilæet blev markeret 19. august med reception for forretningsforbindelser og venner af JUST Gruppen.
sl

Sideløbende med udvidelse af den ene af virksomhedens kontor- og lagerejendomme i Skandinavisk Transport Center i Køge, arbejder JUST Gruppen med opførelsen af et nyt stort flerbrugerhus på en nabogrund, der opføres efter samme koncept som de to andre ejendomme, med fleksible lokaler og nem tilgængelighed.