Maleri vises for første gang i 100 år
Maleriet "Sol og Ungdom" af Willumsen vises nu i Danmark for første gang i mere end 100 år.
Det rette ord er vist scoop. Og det er det, man kan kalde det, som J. F. Willumsens Museum i Frederikssund kan præsentere.
For første gang i mere end 100 år bliver Willumsens store maleri "Sol og Ungdom" nu vist på museet og dermed også Danmark. Billedet er ejet af Göteborg Kunstmuseum, og museet har udlånt billedet til J. F. Willumsens Museum, så det kan blive vist sammen med billedet "Badende børn på Skagens strand". Dette billede har museet "langtidslånt" af Skagen Museum gennem flere årtier.
"Vi er meget stolte af, at vi nu kan vise billedet her på museet. Det er vi, fordi billedet er for Willumsen selv det endelige resultat af otte års arbejde med badende børn på strande," siger Maja Lykketoft, der er PR & presseansvarlig på J. F. Willumsens Museum.
Fra 1902 til 1910 studerede han badende børn på strande i Danmark, på Amalfi Kysten og på Bregtagne, fortæller Maja Lykketoft. I de otte år tegnede og malede han igen og igen de samme motiver for at finde de helt rigtige former på personerne. Han tog fotografier, og han brugte forskellige teknikker til at male. Det betød, at han altså i 1909 malede "Badende børn på Skagens Strand", men han har ikke været helt tilfreds, for året efter malede han "Sol og Ungdom". Det er nøjagtig det samme motiv undtagen nogle få detaljer. Og det er som sagt dette billede, som er det endelige resultat for Willumsen selv.
I Bølgen Blå
De to billeder er omdrejningspunktet for museets nye udstilling, der hedder "I Bølgen Blå", og som åbner for publikum 7. september. "Badende børn på Skagen strand" og "Sol og Ungdom" er to farverige og livfulde værker. Begge malerier betegnes som to af Willumsens hovedværker.
Med de to enorme værker side om side får gæsterne nu mulighed for at sammenligne de to malerier med næsten identiske motiver. Dog er malemåden og farveholdningen forskellig, så farver og former fremstår mere kraftfuldt i det endelige værk "Sol og Ungdom" end i den mere naturalistiske generalprøve "Badende børn på Skagen strand".
På udstillingen kan man også se cirka 200 skitser og forarbejder til det store badebillede. På udstillingen kan publikum følge den omfattende tilblivelsesproces, fordybe sig i datidens spirende badekultur og dykke ned i de kunsthistoriske og kulturelle tendenser, som værket er inspireret af. "I Bølgen Blå" inddrager desuden et udvalg af andre Willumsen-værker og perspektiverer til andre badebilleder af både P.S. Krøyer, Laurits Tuxen og Fritz Syberg.