Fortsæt til indhold

De sælger dine varer mens du går på arbejde

Samfund
Jeppe Rafn

Du sætter selv dine varer op og bestemmer prisen på dem. Resten klarer butikken. Sådan kort fortalt er konceptet i genbrugsbutikken Byens Bazar, der lørdag den 13. februar åbner en butik i centrum af Horsens.
Idéen med Byens Bazar er at gøre det så nemt som muligt for sælgere og købere under ordnede forhold. Der er plads til op imod 300 reolstande og gulvstande, hvor sælgeren kan præsentere sine varer. Man kan leje en stand for en uge og op til et år. Når lejeperioden ophører, modtager du det beløb, der er blevet solgt for i butikken. Du styrer selv din stand og skal selv sørge for at rydde op, sætte tingene på plads og ændre priser, hvis du ønsker det.
”Man kan også betale Byens Bazar for at styre din stand, men de fleste synes, det er hyggeligt selv at gøre det,” fortæller Byens Bazars driftschef Birgitte Frisch.
Det koster 200 kroner om ugen at leje en stand, og jo længere tid, du lejer, jo mere rabat får du. Derudover tager Byens Bazar 15 procent af salgsprisen i kommission.

Alt muligt er til salg

Byens Bazar fungerer som en almindelig butik, hvor kunderne går rundt med en kurv eller vogn og betaler for varerne ved kassen. Med 300 stande vil der dagligt være nye sælgere og dermed nye varer i butikken.
”Vi sælger rigtigt meget tøj og legetøj. Men ellers er det meget forskelligt, hvad der bliver solgt. Med 300 stande er det klart, at der er en stor diversitet. Folk bestemmer selv, hvad de sælger, og her i vinter er der for eksempel blevet solgt pelse, skøjter og kælke,” fortæller Birgitte Frisch.
De vidt forskellige lopper kommer blandt andet fra dødsboer og fra folk, der flytter eller bliver skilt.

Thomas Fænø er butikschef i den nye genbrugsbutik i Horsens.

Horsens er første butik i Jylland

Byens Bazar åbnede i 2015 sine første butikker i Søborg og Helsingør. Nu er turen kommet til Jylland, hvor butikken i Horsens bliver efterfulgt af en butik i Silkeborg.
”Horsens har en kultur for kræmmere og genbrug og er kendt som en god genbrugsby,” forklarer driftschef Birgitte Frisch om valget af Horsens.
”Hos os ved du, hvad du får. Det er det samme, uanset om det er i Helsingør eller Horsens. Konceptet og indretningen er ens, og vi stopper ikke ved fire butikker. Udfordringen er at finde egnede lokaler på cirka 900 kvadratmeter med gode parkeringsforhold,” forklarer driftschefen.

Lokal butikschef

I Horsens har man fundet de rette lokaler på hjørnet af Høegh Guldbergs Gade og Niels Gyldings Gade, hvor Vordingborg Køkkenet tidligere havde til huse. Til at styre byens nye genbrugsmarked har man ansat 45-årige Thomas Fænø, der bor imellem Horsens og Juelsminde. Han var sidste år ansat til at drive turistbureauet i Juelsminde. Før det var han i 11 år campingbestyrer i Juelsminde, og før har han i mange år været i tøjbranchen.
”Jeg kan godt lide konceptet med, at vi ikke bare smider ting væk. Miljømæssigt og etisk er det vigtigt at genbruge, og lige siden jeg var lille, har jeg været med min far rundt på loppemarkeder. Det er min interesse,” fortæller Thomas Fænø, der også har deltaget i - og vundet - AntikQuizzen i Danmarks Radio.
Butikschefen i Byens Bazar er født i Horsens og i sin tid udlært i den lokale tøjbutik Bux 45 i Nørregade.
”Der åbner mange genbrugsbutikker i Horsens, der har en god omsætning. Folk i Horsens kan godt lide at finde gode lopper,” mener Thomas Fænø.
Byens Bazar i Horsens åbner lørdag den 13. februar klokken 11.