Fortsæt til indhold

Meget mere end genbrug

Flot start for Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Hornsyld

Samfund
Jørgen Flindt

Den store genbrugsbutik midt i Hornsyld åbnede 1. februar, og der har været godt gang i butikken siden.
“Det er gået over al forventning. Vi er virkelig kommet flot fra start i den nye butik i Hornsyld,” siger Kirstine Madsen, leder af Kirkens Korshær i Horsens.
“Vores butikker har ry for at være den billigste genbrugsbutik af alle, og det holder vi os til. Det, mener vi, er vejen frem for os,” siger hun.
Det er Horsens-afdelingens fjerde genbrugsbutik og den første udenfor selve Horsens.
At det blev i Hornsyld, skyldes flere ting. Dels fordi det har været en god måde at få et samarbejde i stand med bostedet Sønderparken i Hornsyld, der har haft et ønske om et samarbejde med en genbrugsbutik, som vil give beboerne mulighed for at komme i praktik og arbejdsprøvning.
Men derudover er der nogle almindelige købmandsskab-fordele ved at åbne den nye butik.
“Hornsyld er en stor by med et endnu større opland, så det er et godt sted for en butik som vores,” siger Kirstine Madsen,
Butikken er at finde på Apotekerbakken i de lokaler, der engang husede en Spar Købmand.
Kirkens Korshær i Horsens driver dermed fire genbrugsbutikker. Fælles for dem er, at overskuddet går til fordel for varmestuen i Borgergade midt i Horsens.
“Det er et sted, hvor der hver dag i gennemsnit er 35 socialt udsatte, som kommer forbi til en portion varm mad. Og morgenmad. Så der er en ekstra god grund til, at vi er glade for, at vi er kommet så flot i gang i Hornsyld,” forklarer Kirstine Madsen.