Fortsæt til indhold

Nordsjællandsk historie på brætspil

Lokale historikere har lavet et familiespil, hvor man kan dyste om sin lokalviden

Samfund
Af Julie Bülow

"Hvad betyder navnet Rungsted?", "Hvad er historien bag kæmpevillaen Egeborg i Rungsted?" og "Hvilken fodboldspiller har boet på Strandvejen i Vedbæk?" Det er bare et udsnit af de 480 spørgsmål som et nyt lokalt brætspil stiller.
Det hele startede med, at historikeren Herluf Eriksen spillede et H.C. Andersen spil tilbage i 2005, og det gjorde ham så arrig, at han besluttede at det kunne han gøre bedre.
"Det var simpelthen så upædagogisk, at vi endte med at blive uvenner over spillet. Og så gik jeg i gang med at arbejde på Nordsjællandsspillet," fortæller Herluf Eriksen, der sammen med sin tidligere studiekammerat Lars Haahr har udviklet spillet.

Det skal være pædagogisk

Før historieuddannelsen var Herluf Eriksen pædagoguddannet, og det er netop pædagogikken, der har været afgørende for spillet, fortæller han.
Det skal være logisk og det skal være en god oplevelse at få spørgsmålene. Derfor har de to historikere udstyrret hvert spørgsmål på spørgekortene med tre svarmuligheder - det skal nemlig ikke være alt for svært at spille med.
Den lokale vinkel i spillet kommer sig af, at Herluf Eriksen er født i Skibbye og har boet mange år i det nordsjællandske. De historiske spørgsmål - nyere som ældre - skal gerne vække spillernes interesse for Danmarkshistorien udfra et lokalt perspektiv, og netop det lokale perspektiv har banet vejen for, at Visit Nordsjælland nu har valgt at sætte spillet til salg.

Nordsjælland Spillet kan spilles af mellem 2-6 spillere. Vil man vide mere, kan man besøge nordsjaellandspillet.dk. Foto: Julie Bülow