Fortsæt til indhold

Horsens når ud til 100 millioner kinesere

Samfund
Arkiv

Horsens får på fredag og lørdag besøg af regionale TV-stationer og trykte medier fra området omkring Horsens' kinesiske søsterby Chengdu, der har omkring 14 millioner indbyggere.
Ifølge en pressemeddelelse fra Horsens Kommune dækker de kinesiske medier et område med over 100 millioner kinesere.
"Det plejer at være danske medier, der skriver om vores samarbejde med Kina, men nu kommer kineserne til os. Det giver os en unik indgang til at fortælle masser af gode historier om Horsens. Besøget kan samtidig bane vejen for yderligere uddannelsesprojekter og erhvervsmæssige samarbejder a la skoleprojektet," siger Horsens Kommunes borgmester Peter Sørensen (S).
Skoleprojektet, borgmesteren taler om, er en ny skole og børnehave, der skal af tegnes Horsens-arkitekter med Byskolen på Fussingsvej i Horsens som model.

Børnehaven i Chengdu.

De kinesiske journalister skal på fredag besøge Horsens Vand, Daginstitution Egebjerg, Via University College og de lokale tegnestuer, der vil fortælle om deres arbejde med at designe skole og børnehave i Chengdu.
Hos Horsens Vand får de at se, hvordan vand bliver renset. I daginstitutionen får de et indblik i forberedelsen af børnehavebørn til skolen.
På VIA University College bliver den kinesiske delegation blandt andet præsenteret for forskning i vandmiljø. De kommer desuden til at besøge flere pædagogiske værksteder, der introducerer dem til nogle af de pædagogiske principper, som pædagoguddannelsen arbejder med.
På lørdag er der arrangeret et besøg på Horsens Bibliotek, hvor der i anledning af det kinesiske nytår bliver lavet en workshop med papirklip.
Mediebesøget er arrangeret af kontoret i Chengdu, som Horsens Kommune samarbejder med: Chengdu Municipal Foreign and Overseas Chinese Affairs Office.