Ny direktør hentet i Randers kommune
43-årige Frederik Gammelgaard fra post som stabschef i Randers til direktør i Skanderborg
Skanderborg Kommunes nye direktør bliver 43-årige Frederik Gammelgaard, der afløser den tidligere på posten, Lars Clement, som fornylig blev kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune.
Frederik Gammelgaard kommer fra en stilling som stabschef for Politik, Kommunikation og Digital Service i Randers Kommune. Gammelgaard, der er cand. jur. og Phd, har ti års kommunal ledererfaring blandt andet også som chef for Byrådsservice i Aarhus Kommune. Han har også siddet i Aarhus Byråd fra 1998 – 2004 for Det konservative Folkeparti.
I Skanderborg får Frederik Gammelgaard særligt fokus på Børn og Unge samt Teknik og Miljø. Han tiltræder 1. oktober. I en pressemeddelelse siger han:
“Skanderborg er en vækstkommune, der tør gå forrest og finde nye løsninger for at sikre fremtidens velfærd, og som er kendt for det gode samarbejde mellem det politiske og det administrative niveau. Det glæder jeg mig til at blive en aktiv del af.” e.r